Colonial style i Kerteminde
Allerede som barn faldt louise Egsvang Andreasen, medejer af Sika-Design, for villaen i Kerteminde. I dag har hun indrettet sig i den nyrestaurerede pragtvilla.
AfAnette Eckmann og Rie Dunn/Pure Public
©
Bjarni B. Rasmussen/Pure Public
Huset kendte Louise Egsvang Andreasen på forhånd, for hun er vokset op på samme villavej ved vandet i Kerteminde, og hun har været forelsket i huset, siden hun var barn. Hun var derfor fast besluttet på, at det var her, hun skulle bo med sin mand og tre børn, da familien for 10 år siden havde brug for mere plads. Også selv om huset krævede en del arbejde.
- For os har det været vigtigt at føre huset tilbage til den oprindelige stil. Fx var der mørke mahognigulve i halvdelen af huset, og trappen var bejdset orange. Køkkenet var et moderne Unoform, som slet ikke passede til huset, og desuden var det alt for lille. Køkkenet udvidede vi med lidt af gangarealet, og farver og materialer er de originale, fortæller hun.
I dag er køkkenet Louises absolutte yndlingsrum, hvor hun nyder at bruge lang tid på at lave mad. Noget, der er blevet muligt, efter at børnene er blevet store og ikke længere kræver så meget af hendes tid.
- Og så er jeg vild med, at min udsigt fra køkkenvinduerne forandrer sig med årstiderne, siger Louise, som dog ikke helt har glemt de lange år med stiger, støv og rod overalt.
- Den største ombygning har nok været den store kvist ovenpå. Da vi flyttede ind, var her kun to børneværelser, og da vi har tre børn, måtte vi jo gøre noget. Der skulle flyttes vægge, og jeg var så heldig at få et skønt walk in-closet med i samme omgang. Min mand har stået for det meste af byggeriet, men vi havde professionel hjælp til kvisten. En del spær måtte saves over, og en stor bærende jernbjælke skulle op på loftet, mindes Louise.
I dag, 10 år efter at de overtog huset, er det efterhånden helt gennemrenoveret og indrettet med Louises sans for gode materialer og klassisk stil, der ikke bliver højtidelig, men snarere afslappet og elegant.
- Jeg kan godt lide den lidt herskabelige og romantiske gammeldags stil.
Det må gerne være med kolonipræg og lidt etnisk, men det skal være hyggeligt og ikke moderne. Jeg holder mest af ting, der er langtidsholdbare og ikke bare skal skiftes ud. Selv om jeg har let adgang til møbler i kraft af mit arbejde, så skifter jeg ikke bare ud. Mine spisebordsstole er fx 15 år gamle, og hvis de skal skiftes ud, bliver det en ny model af samme slags, siger hun.
Sika-Design, som Louise er medejer af, fremstiller møbler af rattan, som er en palmeart, som udvikler stærke og lange fibre, der kan forarbejdes til kurve og møbler. Materialet dukker op mange steder i husets indretning, og Louise siger selv, at hun har et kærlighedsforhold til materialet.
- Rattan er både naturligt og hyggeligt og absolut et favoritmateriale for mig. Mine rattanmøbler er noget af det bedste, jeg har. Jeg lægger virkelig min sjæl i mit arbejde, forklarer Louise.
Foruden en hel del møbler i rattan krydrer Louise sin indretning med unik- ke ting fra rejser og med sjove og kuriøse loppefund. Hun rejser meget i sit job som marketingdirektør og elsker at tage fund og nye ting med hjem.
Louises bedste tips til den klassiske indretning er helt enkle. Det personlige touch, hvor man anvender ting, man har et forhold til, i sin indretning, er vigtigt. Det kan fx være søsterens malerier, som pryder husets vægge. Men også personlige fund og ting, der fortæller om særlige oplevelser og bringer minder frem, er vigtige pejlemærker, fordi de skaber en fortælling, man kan nyde, når man bevæger sig i huset. Men også farvevalget er vigtigt.
- Jeg har altid været glad for hvidt. Den første virksomhed, jeg arbejdede i, lavede kun kulørte møbler. Jeg fik specialmalet alt i hvidt, siger Louise.
Men det hvide skal tilføres liv af varme farver og naturmaterialer, så rummene bliver indbydende og hyggelige - fx i form af rattan, træ eller læder, som er nogle af de materialer, Louise selv har brugt, så barndommens drømmehus i dag matcher de drømme og forestillinger, hun har om et hjem.
©
Bjarni B. Rasmussen/Pure Public
Et kig gennem døren fra stue til spisestue. Sofaerne er håndsyede og fra Italien. Det lille bord er et gammelt hvidmalet Sika-Design-bord, og messingfadet med skaller og lys er købt på en rejse. Puderne er fra Tine K. Home. Maleriet er af Louises søster Rikke Line Andreasen. Lampen i loftet er vintage.
©
Bjarni B. Rasmussen/Pure Public
Køkkenet er udvidet med et stykke af gangen og indrettet med hvide elementer fra Sønderborg-Køkkenet med massive bordplader i kirsebærtræ. Lamperne over bordet er vintage.
©
Bjarni B. Rasmussen/Pure Public
Louise med familiens hund Molly.
©
Bjarni B. Rasmussen/Pure Public
Bordet er fra Sika-Design med tilhørende konsoller. Det er af genbrugsteak fra gamle huse og fiskerbåde i Asien. Stolene er designet af kurvemagerfirmaet R. Wengler, og Sika-Design har netop genoptaget produktionen. Lampen i loftet er vintage fra husets egen tid sidst i 1920’erne.
©
Bjarni B. Rasmussen/Pure Public
Louise har indrettet en lille skriveplads med bord og stol fra Sika-Design. Maleriet er af Louises søster. Lampe og krukker fra Tine K. Home.
©
Bjarni B. Rasmussen/Pure Public
Lucas-konsolbordet er fra Sika-Design, hvor Louise har placeret forskellige fund og souvenirs. Krukke, stager og lanterne er fra Tine K. Home. Skamlen hedder Roger og er fra Sika-Design-kollektionen Originals. Ovenover hænger et maleri lavet af Louises søster Rikke Line Andreasen.
©
Bjarni B. Rasmussen/Pure Public
Hanging Chair fra Sika-Design, designet af Nanna Ditzel, har fået plads i et af havens smukke gamle træer. Her slapper Louise af til fuglefløjt.
©
Bjarni B. Rasmussen/Pure Public
Terrassen foran køkkenet er indrettet, så man lige kan sætte sig ud og nyde morgenkaffen. Den er møbleret med Georgia Garden i plastfiber fra Sika-Design, som kan tåle at stå ude året rundt. Det store udelys har Louise købt med hjem fra Bali. Det er støbt direkte i en træstub.
©
Bjarni B. Rasmussen/Pure Public
Reposet på 1. sal rummer et skønt hyggehjørne. Her kan man slappe af i Viggo Boesens Fox Chair med fodstøtte og tilhørende bord. Møblerne er designikoner, som vandt priser allerede i 1930’erne.
©
Bjarni B. Rasmussen/Pure Public
Soveværelsets skråvægge har fået en grå farve, der giver hele værelset hulepræg. Sengen er en gammel prototype, og sengetæppe, puder og lamper er fra Tine K. Home. Stolen af Nanna Ditzel hedder Madame.
©
Bjarni B. Rasmussen/Pure Public
Badeværelset er Louises eget domæne, hvor hverken mand eller børn har adgang. Badet har elementer fra Svane Køkken og interiør fra Tine K. Home. Gulvtæppe og håndklæder fra Ilva.