Professionel blomsterbinderi i Helsinki
Kom med bag om årets første kursus, og få Annette von Einems tips til brug af farver i buketten, mens vi venter på foråret.
Annette von Einen
Annette von Einen er uddannet blomsterdekoratør med 18 års erfaring. Annette har afholdt hendes først seminar i år på den internationale blomsterskole i Keuda i Helsinki. 65 personer var tilmeldt kurset, hvorefter Annette underviste yderligere to dage på MasterClass og dommerniveau.
Kom med bagom seminaret, og få tips til brug af farver i buketter af Anette von Einen.
Seminar for blomsterbinderi
Sneen lå højt, og kuldegraderne under frysepunktet, da jeg ankom til Helsinki i selskab med min assistent André. Anledningen var det store seminar på blomsterskolen i Keuda nord for Helsinki. Emnerne var buketbinderi, brudebinderi, Body Pieces samt brugen af farver. Temaerne var en udfordring for de fleste, trods der var et højt fagligt niveau.
Deltagerne kom fra det meste af Skandinavien, nogle er dommere på internationalt niveau, nogle rutinerede blomsterdesignere, og andre blomsterdekoratører. Men fælles for dem alle er, at de kommer for at lære og forstå mit design og mine teknikker, og få inspiration med hjem, både til de daglige buketbinderier og større installationer. Mine temaer er baseret på den enkle nordiske stil i et stramt grafisk design, og materialerne et miks af årstidens blomster og grene. Forventningerne til et seminar som dette er høje, og jeg bruger meget tid på mine forberedelser; hvad vil jeg vise, hvordan vil jeg vise det, og hvordan kan jeg overraske og inspirere kursisterne med noget nyt.
Seminaret var opdelt i moduler, det første med 65 elever, og det andet med MasterClass og derudover et specielt kursus for finske blomster-dommere. Men uanset hvilket niveau jeg underviser på, er der altid visse fællesnævnere. Der er altid nogen, der har glemt et stykke værktøj; vi har blomster parkeret i spande overalt i undervisningslokalet; der er blomsterblade på gulvet og stemningen svinger fra koncentreret koncentration til løssluppent sparring og hyggesnak.
Farlige farver og stramme stativer
Mine temaer på det finske seminar var inddelt i brudebinderi og buketbinderi med forskellige udgangspunkter, som bukettens form, vasens form, og hvordan mikses farver. Selv for professionelle designere kan brug af farver være en udfordring. Derfor var et af mine temaer koncentreret omkring, hvordan der bygges bro mellem farver. Det kan også være grene eller blade som har farveskiftene. Brug af farver er ofte blot i tone i tone, som fx fra rød til pink, men farver kan så meget mere. På seminaret arbejdede vi med nuance skift fra pink til orange, fra orange til fersken således at brugen af farverne i buketten hele tiden udbygges i harmoni. Farveindslaget var en stor succes, og de 65 elever arbejdede intenst, og med flotte resultater. Nogle gange handler det også bare om at noget mere med farverne.
Farver er en vigtig del i et vellykket buketbinderi. Det er teknik og materialevalg også. Jeg havde besluttet at sætte fokus på ”luftighed i binderiet”, en disciplin, der sætter selv den mest garvede blomsterbinder på overarbejde i teknik og tankegang. Kort fortalt drejer det sig om at vælge få, men udtryksfulde blomster, der sammen skaber balance i både tekstur, form og farver. Det kræver meget af designeren, at få det fine legende transparente look frem. For at inspirere min elever bragede jeg en af mine buketter op på PowerPoint bundet af lette forårsblomster uden brug af grønt, men blot med én gren med monteret fjer, som er med til at bringe farverne frem.
For at understrege forskellen på det lette og det stramme binderi var næste tema binderi i stativer. Vi arbejdede med forskellige kompakte stativer i både grene og kraftig metaltråd, nogle forfinet pyntet med garn og tråde, andre mere rustikke. Eleverne var meget begejstrede for at arbejde med Bodypieces, som de kan bruge til blandt andet konkurrence binderi. Bodypieces kan være store halskæder, hatte, kjoler, corsager og meget mere, og er inspiration til nye teknikker, og brug af materialer. Vi lavede hovedsmykker, hvor vi brugte min fletteteknik som kan bruges til mange forskellige typer binderier.
Der er findes mange forskellige typer binde-teknikker, og herunder er brudebinderi det mest detaljerige binderi der findes. Her arbejder vi både med de mindste detaljer, og det store helhedsindtryk. Der bliver blandt andet tænkt over, brudens kjole, festens tema og om det skal være en tæt eller luftig buket.