Stedsans: En international succes
Her kan du både sove og spise i skoven, nyde velkomstdrinks på badebroen og komme helt tæt på naturen.
© Kira Brandt
En international succes – intet mindre, – er Stedsans in the Woods blevet til. Det er Mettes partner, Flemming Hansen, der i samarbejde med stedets arkitekt, Asger Risborg, og snedkervennen Thomas Kjelds har tegnet gæstehytterne, som folk valfarter til. Ønsket var at skabe en så simpel konstruktion som muligt, og at bringe gæsterne helt tæt på skovens træer.
Sansernes sted
Hør kviste knække under dine fødder, se det bløde diffuse lys vælde ned mellem træerne i skoven, mærk den bløde skovsø omfavne dig i en dukkert, og smag på friske og sprøde råvarer direkte fra naturen. I Mette Helbæk og hendes partner og mand, Flemming Hansens, idylliske resort og skov-restaurant kommer man helt tæt på naturen og får stimuleret hele sit sanseapparat.
Velkommen til Stedsans in the Woods.
Hytterne er bygget af langsomtvoksende Växjögran fra det lokale savværk, og opført af en skøn pærevælling af voluntører fra hele verden, et hold fra snedkerskolen i København, og stedets faste snedkere. Konstruktionen er som et tiltet halvt A-hus, hvor den høje lodrette flade er et stort glasparti, som giver dig følelsen af at sove midt i naturen.
En kombination af det japanske og nordiske
Mette Helbæk er stor fan af det japanske begreb wabi sabi, som handler om det uperfekte, asymmetriske, rustikke, ydmyge, intime og naturlige. I Stedsans er den japanske æstetik kombineret med den nordiske. En anden japansk inspiration er ideen om, at enhver genstand får sin energi fra tre forskellige elementer: det materiale, den er gjort i; den person der har lavet genstanden; og den person, der har taget hånd om genstanden. Derfor vælger hun få men nøje udvalgte indretningselementer, som er håndlavet af dem selv eller dygtige fagfolk, gjort i naturmaterialer eller fundet på loppemarkeder og passet på af tidligere ejere. Helst skal det være en kombination af alle tre ting. Mette Helbæk mener, at det er vigtigt for menneskers velbefindende at være omgivet af ting med en god og rolig energi. De små designvalg ses som en vigtig del af den større Stedsans-oplevelse.
Ved søen er der anlagt bådplads og et lille hus man kan opholde sig i. Bag huset ligger stedets måske skønneste udsigtspost.
Stedsans in the Woods
Hun har en helt særlig ro over sig, Mette Helbæk, der smiler stille til os fra det sekund, vi drejer om hjørnet ad den smalle grusvej. Ved skovbrynet mødes vi af en karakteristisk svensk rød lade, med tydelige år på bagen, et hjemmelavet drivhus, en madvogn bygget af ru kalmarplanker samt tilfældige granitbrud med lammeskindspelse omkring et primitivt bålsted. Her er rodet på en autentisk måde, og på et splitsekund formår Mette at skrue vores forventninger ned til ingenting. Dette her er Stedsans in the Woods.
Med en stak lækre hammam-håndklæder over armen, en hammer, nogle søm og en rulle sejlgarn kommer hun os i møde. Trods tydelige gøremål er hun ikke forjaget. Et par unge kvinder og mænd cirkulerer også på pladsen. Nogle kommer med varer, andre med værktøj, en brygger kaffe, en anden plukker friske krydderurter og spiselige blomster. Solen skinner fra en skyfri himmel. Her er vindstille og varmt, så vi søger skygge under et udspændt sejl. Mette er dagens boss, for ægtemanden og forretningspartneren, Flemming Hansen, styrer den fynske festival Heartland, der løber af stablen samtidig med vores besøg. Tonen er behagelig og imødekommende. I aften er der atter fuldt hus, men mærkelig nok er der ingen af de ansatte, der virker spor stressede over det kommende rykind. Sprogligt foregår alt på en blanding af dansk, svensk, spansk og engelsk. For medarbejderne kommer fra hele verden, Chile, Peru, Australien og Danmark. De hygger sig, og bor sammen i en hytte på den anden side af søen, en halv times kanosejlads herfra.
I de små huse er der fokus på æstetik og funktionalitet, som i stedets ånd skulle være supersimpelt og gjort i lokale naturmaterialer. Alt sammen er det elementer, som er tænkt ind for at få gæsterne til at få en oplevelse af, at de ikke går på kompromis med komforten, samtidig med at alle løsninger er bæredygtige og i samspil med naturen.
En vision om bæredygtighed
Alle er i gang med at forberede gæsternes ankomst, samt frokosten for personalet, som vi også får lov at spise med af. Og så er vores forventninger til aftenens store middag med et snuptag skruet helt op. For hvis personalet spiser så lækkert, hvad kan vi så ikke forvente af aftensmåltidet? Mette formulerer det helt enkelt:
– Vi spiser godt her. Måltidet er i centrum. Men vi gør det ud fra en vision om bæredygtighed. Vi går op i, at afstanden fra jord til bord måles i meter frem for i kilometer. Når alle råvarerne, grøntsagerne, frugterne, smager af noget, er det ikke svært at lave god mad.
Efter frokosten følger vi med Mette gennem skoven. Der skal redes op, fejes, ordnes og klargøres i de små gæstehytter og telte, samt tilhørende dashuse, som er spredt ud over et skovareal på syv hektar mod Hallasjön.
Foran teltene fejer Mette grundigt, og i skoven klipper hun grene til vaserne på gæsternes natborde. Med hammer og søm fastgør hun et stort myggenet i en hytte, og med sejlgarn laver hun øjer i hjørnerne på de tunge gamle, håndbroderede hørlagner, som hænger på søm foran vinduerne ud mod skoven. Lagner, småmøbler, lysestager og kurve finder hun på loppemarkeder rundt omkring i Sverige. Derimod er sengene redt op med økologisk sengetøj og håndstrikkede lamauldstæpper.
Toiletterne er designet af Flemming i samarbejde med en tidligere ansat, Thorbjørn Flegal, som nu studerer design i København. De er bygget i lærketræ, som både er vejrbestandigt og dufter godt, så man får en naturlig Wunderbaum-effekt. Taget er af glas, så der også her er kig til stjernerne og skovens træer.
Der bliver leget med gæsternes stedsans
Vægdekorationer, garderobestænger og dørgreb laver parrets ansatte selv af ting fra skoven. Selv vaskene i de små primitive badeværelser er hjemmelavede ud af to skiferplader sat over hinanden, hvor den øverste hælder nedad og den nederste, lidt dybere, har en opadgående hældning. Så enkelt og billigt kan det gøres.
Klokken er nu lidt over 15, og gæsterne er så småt ved at ankomme. Et par er på afveje i skoven. De leder og råber sagte til hinanden:
– Kan du se nogen skilte med hytte nummer 1, skat? Markeringerne er sparsomme. Måske er det med vilje, fordi Mette og Flemming leger med gæsternes stedsans. Mellem hytter og telte hænger der hist og her en ensom hængekøje. Nede ved bådebroen får vi øje på et andet par. Stille og fordybet læser de i hver deres bog, imens de nyder et glas æblecider fra Fejø og et stykke nybagt surdejsbrød med hjemmelavet friskost. De har været ude at sejle i kano og overvejer nu at hoppe i søen. Vi går tilbage i skoven for at tage os en eftermiddagslur i vores telt inden middagen kl. 19. Luften er knitrende frisk, og søvnen indtræder øjeblikkeligt. Man er hverken ør i hovedet eller tung i kroppen, når man vågner, men spændt på middagen og de nye møder.