© Jesper Balleby

Skovhus ved Silkeborg får international opmærksomhed

Nøjkærhus Kulturhus var oprindeligt to skovløberbygninger – nu er her fire, smukke huse, som får internationale arkitekturanmeldere til at bruge superlativer.

Det kan næsten ikke være mere dansk. Beliggende i det midtjyske Søhøjland ved Silkeborg - i et landskab med skove, søer og heder - er Nøjkærhus indbegrebet af jordbunden danskhed.

Læs også: Inspireret af Frank Lloyd Wright på bakketop i Silkeborg

Og ikke desto mindre er de ombyggede skovløberhuse blevet talk of the town på fine, udenlandske arkitektursites, fx Arch Daily.
Arkitekterne bag hedder LUMO Architects og er kendt for at beskæftige sig med bæredygtighed og naturen som omdrejningspunkt.

Læs også: Nænsom ombygning af Silkeborg-hus

De fire huse kaldes Hovedhuset, Glashuset, Udhuset og Brændehuset, især det sidste afspejler den omkringliggende skov og topografi. Facaden ER ganske enkelt en brændestabel, hvilket giver et helt anderledes og levende udtryk.
Lokale & Anlægsfonden har støttet projektet med udviklingsbistand og økonomisk tilskud.
"Projektet understøtter nutidens friluftsaktiviteter og anviser en bæredygtig og nytænkende retning for fremtiden, hvor nye brugergrupper inviteres indenfor – Nøjkærhus fremstår i dag som et lyst, let og nordisk svar på det moderne friluftsliv," skriver arkitekterne selv på deres site.