
Japanske arkitekter har tegnet Københavns nye havnebad
Det nye vandkulturcenter i hjertet af København kommer til at indeholde både indendørs og udendørs pools og bliver omkranset af skulpturelle murstenspyramider.
AfMay Kjærsgaard
Det japanske arkitektfirma Kengo Kuma har tegnet, hvad der bliver Københavns nye vandkulturhus og havnebad. Det kommer til at ligge på Papirøen, hvor Copenhagen Street Food tidligere var placeret.
De japanske arkitekter vandt i slutningen af 2017 udbuddet om at tegne det nye havnebad, som er blevet til i samarbejde med danske Cornelius Vöge Atelier for Arkitektur og Søren Jensen rådgivende Ingeniører. Med i opløbet var også den danske tegnestue Bjarke Ingels Group, BIG, som altså måtte se sig slået af Kengo Kuma.