
Himmelsk arkitektur i to kilometers højde
På bjerget Kronplatz i Sydtyrol er Messner Mountain Museum netop åbnet. Det er tegnet af den verdensberømte arkitekt, Zaha Hadid, til ære for bjergbestigeren Reinhold Messner.
AfDet er det sjette og sidste museum i serien af Messner-museer placeret på bjergtoppe i Tyrol. Museet er netop åbnet, så hvis du er på sommerferie på de kanter, er det et besøg værd. Ikke kun på grund af den fabelagtige udsigt over bjergtinder, men også fordi arkitekturen i sig selv er bemærkelsesværdig.
Bygningen er tegnet af en legandarisk arkitekt for en legendarisk bjergbestiger.
Reinhold Messner, (f. 1944), er kongen af bjergstigere, bl.a. berømt for at have klatret til toppen af samtlige af klodens 14 bjerge over 8000 meter. Han kommer fra provinsen Sydtyrol, og nu er en arkitektonisk bedrift til hans ære åbnet, Messner Mountain Museum på bjerget Kronplatz.
Se de andre fantastiske bjergmuseer her.
Bag museet, som smyger sig ind i bjergsiden og nærmest læner sig ind i himlen, står arkitekten Zaha Hadid, en af verdens meget få kvindelige superarkitekter.
Hadid er irakisk-britisk og kendt for sit organiske og legende formsprog. Museet har hendes helt særlige signaturer. Det arbejder sig ind i klippen – i respekt for bjerget – men har samtidig en helt unik udsigt over Alperne og Dolomitterne.