
Hent en flygtningelejr - i Ikea
Ikea sætter nu flygtningetelte i produktion. De er mere behagelige at opholde sig i - og kan selvfølgelig pakkes sammen i flade kasser efter brug.
AfPå den ene side - millioner af flygtninge i Mellemøsten og Afrika. På den anden – verdens største møbelproducent, Ikea. Resultat: En helt ny type lærredstelt, som holder i årevis og nemt kan klappes sammen, når der (forhåbentlig) ikke længere er brug for det.
Ikea Foundation har sammen med FN's flygtningeorganisation udviklet en ny slags shelter, der foreløbig er afprøvet i bl.a. Etiopien og Irak. Ikke alene er teltene mere komfortable, de holder også væsentligt længere. Hvor et 'almindeligt' shelter bliver slidt op i løbet af maks et halvt år, kan Ikeas moduler tåle strabadserne i årevis.
Men Ikeas formgivere har ikke kun brugt deres praktiske sans for møbler og boligindretning – der er også en vis værdighed og stil i designet af teltene. Et shelter er ca. 17 kvadratmeter og indrettet, så familierne fra krigszoner rundt omkring i verden får en lidt mere menneskelig og komfortabel oplevelse af opholdet i lejren.