© Bjarke Ingels Group

BIG's nye studieboliger – Caribien-blå containere i havnen

BO BEDRE fik en snak med verdensberømte Bjarke Ingels til åbningen af Urban Rigger, de nye flydende og solcelledrevne studieboliger på Refshaleøen.

Ni containere blev til havnefrontslejligheder for studerende

Den sprøde septembersol er en særlig velkommen gæst, da arkitektfirmaet BIG inviterer til indvielse af Urban Rigger, et nyt studieboligprojekt på Refshaleøen i København.
De ni containere danner tilsammen 15 studieboliger og er malet i en helt særligt lysende blå nuance, som får ekstra intensitet af den overvældende indian summer-atmosfære.
Desuden skal solceller levere energi til boligerne, så det gode vejr er næsten demonstrativt. Ligesom resten af set-uppet: Sejlbådene stryger stille forbi vinduerne, udsigten til København K. på den anden side af havnen er ubrudt og krystalklar. Dette er ikke helt almindelige studieboliger.

  • De fleste af de studerende, som skal bo her, kommer aldrig til at bo så fedt igen, griner arkitekten Bjarke Ingels, da BO BEDREs journalist lader misundelsen over beliggenheden få frit løb. BIG's travle frontfigur bor til daglig i New York, men er kommet til København i dagens anledning og har slået sig ned på Urban Riggers tagterrasse.

Ideen blev pitchet gennem Nik & Jay ...

Ideen til projektet kom oprindeligt fra iværksætteren Kim Loudrop, men først skulle den pitches til Bjarke Ingels af Nik fra Nik & Jay - noget, der vist kræver en forklaring:

  • Kim er gode venner med Nik fra Nik & Jay, som vi kendte fra vores opgang, og Nik havde på et tidspunkt sagt til mig, at han havde en god ven, jeg skulle møde. Så kom de forbi en søndag, og Kim slæbte sin model med under armen: en pram, med lange linier af containere på, forklarer Bjarke Ingels om undfangelsen af de nye studieboliger.

Kim Loudrup og Bjarke Ingels' drivkraft kommer fra den mangel på boliger til studerende, som hele Europa er ramt af i disse år.
Alene i Danmark står mere end 20.000 studerende uden et hjem hvert år.
Bjarke Ingels beskriver Urban Rigger med samme begejstring, som når han skal folde perspektiverne for firmaets gigant-byggerier i New York eller Silicon Valley ud:

  • Der er nogle grænser for, hvor stort det kan være, så vi fandt frem til, at ni containere kan sættes sammen - seks ovenpå og tre nedenunder. Dem ovenpå to ved siden af hinanden, så de er lidt bredere og får mere rummelighed. Med de kraftbærelinjer, der er i containerne, kunne vi faktisk få dem sat sammen i denne stjerneform – eller sekskant – hvor de, i stedet for at ligne noget, der handler om lager eller opmagasinering, udtrykker community.

"Der kommer til at vokse et ægte træ op i midten."

Arkitekten forklarer, at fællesskabet blandt andet skabes takket være atriumgården i containernes midte.

  • Når du er nede i gårdhaven, kan du jo sagtens opleve selve vandet, men du er beskyttet mod vinden. Der kommer til at vokse et ægte træ op i midten dernede.
    Her er en masse elementer, som gør, at fællesskabet kan være ret aktivt, for jeg tror, at du kan have et ret godt mikroklima inde i gårdhaven, og samtidig - med disse ret kompakte boliger - et fantastisk vinduesareal. Det er jo altså havnefrontslejligheder.
    BIG og samarbejdspartnerne på Urban Rigger vil uden tvivl brede containerideen ud til resten af Europa – blandt andet er der konkrete projekter igang i Göteborg.
    Refshaleøen bliver på Urban Riggers hjemmeside beskrevet som en af Københavns 'bagveje', det uudnyttede havneareal, som kan blive en væsentlig del af byens udvikling i fremtiden.
    I den forbindelse nævner Bjarke Ingels et andet af BIG's projekter, der ligesom Urban Rigger er et helt nyt koncept:

  • Nu bygger vi jo Amager Bakke på den anden side af havnen, og det er ved gud en prototype. Når vi er færdige med det, så kommer vi aldrig nogensinde til at bygge et kraftvarmeværk med skibakke på taget igen.