Grøn arkitektur
Naturen bliver i højere og højere grad tænkt med ind i arkitekturen, og i 2016 har det ikke skortet på grønne projekter, hvor naturen får lov at ånde frit.
På listen finder du 10 spændende projekter, der på forskellige måder arbejder med eller efterligner naturen - nogle er udført i virkeligheden, og andre findes blot på tegnebrættet.
Shandong Tehus
Et forladt stenbrud lyder måske ikke som det mest oplagte sted at placere et tehus, men det er netop, hvad Trace Architecture Office (TAO) har gjort i den kinesiske Shandong-provins.
Tehuset er bygget af sten med en tagterrasse af stål, og bygningen følger udgravningens naturlige zigzagform. Op gennem bygningen er der skabt smalle hulrum til de træer, der allerede var på grunden, så de fortsat kan vokse.
Tippet Rise Art Center
I Fishtail, Montana i USA åbnede der i år et helt særligt center for kunst og anden kreativ udfoldelse. Det hedder Tippet Rise Art Center, og det ligger på en vaskeægte kvægranch med 4.650 hektar land.
Rundt omkring i det storslåede landskab er placeret forskelllige permanente skulpturer, der er skabt med hjælp fra naturen, en koncertsal samt en udendørs koncertstruktur med kig til Montanas bjerge.
Bire Bitori
Navnet betyder ‘tallerken’ på tarahumara, et oprindeligt mexikansk sprog, og det lyder i sig selv ikke så nervepirrende, men det er selve konceptet i den grad. Bire Bitori er en restaurant, og den er designet til at skulle hænge frit svævende ud fra en klippevæg i de mexikanske Sierra Tarahumara-bjerge.
Inde i restauranten er der et område med borde og stole til spisning samt en terrasse med glasgulv og fuldt udsyn til det frie fald under restauranten.
Wenchuan jordskælvsmuseum og -monument
I 2008 ramte et voldsomt jordskælv den kinesiske Sichuan-provins, og det kostede næsten 70.000 mennesker livet. Jordskælvets centrum lå i Wenchuan-området, og her er blevet et museum blevet opført for at mindes de mange tabte liv.
Museet er designet af Cai Yongjie, og det er udformet som et opbrudt landskab, hvor man kan gå i revnerne i jorden, der også fører ind til selve museet.
Udgravning af Central Park
Dette projekt er faktisk et forslag til en ændring af den velkendte Central Park, der ligger midt Manhattan i New York City. Forslaget vandt utroligt nok førstepladsen i eVolos årlige højhuskonkurrence, selv om det ikke just kan kaldes et højhus, men nærmere en “multifunktionel hybridmegastruktur”, hvilket er lidt af en mundfuld.
Central Park er Manhattans største grønne område, men på grund på af beliggenheden er det faktisk et fåtal, der har mulighed for at benytte området hver dag. For at gøre det mere tilgængeligt kom Yitan Sun og Jianshi Wu på en idé, der går ud på at grave ned til grundfjeldet under parken.
Det er svært at sige, hvad det skal gøre, men det er uden tvivl et anderledes og spændende forsøg på at forene byliv og natur.
Hyperions
‘Hyperions’ er et projekt udviklet af Vincent Callebaut Architectures, og det er et bæredygtigt landbrugsøkosystem, der er designet til at skulle ligge i New Delhi, Indien. Strukturen består af seks havetårne, der er 36 etager høje, og i dem er der både plads til kontorer og lejligheder samt haver, hvor der gror spiselige planter.