
Varm salat med gulerødder og parmesanvinaigrette
Den varme salat kan både tilberedes på panden, grillen eller i ovnen.
AfLone Kjær
Grillstegt fennikel, nye gulerødder og parmesanvinaigrette
4 personer
Du skal bruge:
Grillstegt fennikel og nye gulerødder
- 2 fennikel
- 1 bundt nye gulerødder
- olivenolie til pensling
- 100 g blød gedeost
- 1 lille håndfuld bredbladet persille
- salt og peber
Parmesanvinaigrette
- 1 spsk. vineddike
- ¾ dl olivenolie
- 1 tsk. grovkornet sennep
- 25 g reven parmesanost
Sådan gør du:
- Skær top og bund af fennikel, og skær dem i kvarte.
- Skur gulerødderne, og pensl grøntsagerne med olien.
- Grill grøntsagerne, til de har fine grillstriber og er let møre.
- Rør ingredienserne til vinaigretten sammen, til den tykner.
- Anret fennikel og gulerødder på et fad, og top med smuldret gedeost og persille. Dryp parmesanvinaigrette over, og krydr med salt og peber.
Nye gulerødder
Nyopgravede gulerødder er en rigtig velsmagende sommersag. Sprøde og saftige med masser af smag og geniale som en sund snack. Skrub gulerødderne, og damp dem et kort øjeblik, eller kom dem en tur på grillen, og servér med koldt smør og masser af urter.
Fennikel
Fennikel er en knasende sprød grøntsag med den lækreste lakridsagtige smag. Lad gerne fennikel få hovedrollen i salater, for den har en appetitlig lethed, når den skæres papirtyndt fx på en mandolin og vendes med fx friske krydderurter, bær, ost og citronskal + saft og en god olivenolie. Fennikel er perfekt til både fisk og kylling, og en dejlig smagsgiver både rå og tilberedt fx efter en tur på grillen.