Stegt rokkevinge med gnocchi © Pia Enghild

Stegt rokkevinge med gnocchi, pecorino romano og svampesugo

De fleste svampe kræver blot en nænsom tilberedning for at fremtrylle et måltid, der er værdigt for en konge. Tryl lækker mad frem med denne opskrift.

Opskrift:

rokkevinge 4 flotte fileter a ca. 125 g (steges på en stegepande i smør ca. 3 min. på hver side)
pecorino romano, 1 dl, fint revet, alternativt anvendes parmesan

Kartoffelgnocchi
bagekartoffel 600 g
mel 150 g
cremefraiche 110 g
æg 1 lille
pecirino romano 50 g, revet
muskatnød 1 knsp.
salt 12 g

Kartoflerne bages med skræl 1 t. 15 min. ved 180 °C. Flæk kartoflerne, skrab kødet ud, og passér det igennem en sigte. Vend med de øvrige ingredienser, og rul ud i pølser med 1 cm i diameter. Skær gnocchi i små stykker på ca. 2 cm, og blanchér dem i saltet vand, tilsat lidt olivenolie, og løft dem op med en hulske, når de flyder på overfladen. Lad gnocchiene afkøle i isvand. Lav evt. mønster, som på billedet, i gnocchiene med tænderne på en gaffel.

Svampesugo:
olivenolie 3 spsk.
løg 1 stk., hakket
hvidløg 1 fed., hakket
frisk chili 1 tsk., hakket
oregano 1 spsk., hakket
tomatpuré 1 tsk.
hakket tomat 1 dåse
rødvin 1 dl
hønsefond 1 dl
svampe 100 g rørhatte og 50 g karljohan, soigneret og skåret i stykker.

Sautér løg, hvidløg og chili i olivenolien. Tilsæt tomatpuré og efter 2 min. rødvin, fond og tomat, kog i 10 min., og tilsæt svampene. Kog yderligere 10 min. Afslut med af vende oregano i sugoen. Rist gnocchiene af på en stegepande tilsat rapsolie. Når gnocchiene er gyldne, tages de fra, steg lidt ad gangen. Servér de stegte rokkevinger med gnocchi, revet pecorini romano og evt. frisk oregano. På bordet stilles en skål med svampesugoen.