Sort risotto med syltet havtorn og kammusling

Risotto er en klassisk ret, som er velsmagende og nem at lave. Risottoen får et særligt twist i form af den sorte farve, der gør den sært dragende, men ikke mindre fristende.

© Anders Schønnemann

Opskrift på risotto med syltet havtorn

Der er noget dragende over denne mørke risotto, som får sin smukke farve fra blæksprutteblæk. Risottoen smager vidunderligt med smørstegte kammuslinger og syltet havtorn.

Det skal du bruge:

Syltet havtorn

  • havtorn 100 g
  • sukker 75 g

Risotto

  • løg 1 lille
  • olivenolie 2 spsk.
  • panchetta 75 g i tern
  • hvidløg 1 fed
  • risottoris 150 g
  • hvidvin 1 dl
  • bouillon 6 dl
  • parmesanost 50 g
  • blæksprutteblæk 1 brev - ca. 4 g
  • smør 1 spsk.
  • salt og peber

Smørstegte kammuslinger

  • kammuslinger 8-12 stk.
  • lidt sukker
  • salt og peber
  • smør 25 g

Sådan gør du

Syltet havtorn

  1. Kom havtorn i en skål, og drys sukker over. Vend forsigtigt rundt, indtil sukkeret er opløst.
  2. Stil skålen tildækket på køl til næste dag.

Risotto

  1. Hak løget. Kom olien på en pande og steg panchettaen næsten sprød.
  2. Tilsæt løg og presset hvidløg og steg et øjeblik, uden at det tager farve.
  3. Tilsæt ris, og vend godt rundt.
  4. Hæld derefter hvidvin på panden, og lad den fordampe.
  5. Spæd gradvist til med bouillon, og lad risene simre, mens væden langsomt absorberes. Det tager ca. 20 minutter.
  6. Tilsæt reven parmesanost, blæksprutteblæk og smør, og vend godt rundt.
  7. Smag risottoen til med salt og peber.

Smørstegte kammuslinger

  1. Drys kammuslinger med sukker, og krydr med salt og peber.
  2. Smelt smørret på en lille pande, og steg dem ved god varme, et par minutter på hver side.
  3. Servér kammuslinger med risotto og havtorn.