Moussaka

Klassisk Balkan-ret, som er god, også som rest dagen efter –...

Moussaka

© Anders Schønnemann

Til 4 personer

auberginer 2 stk.
salt 1 spsk., fint
løg 2 stk.
hvidløg 2 fed
olie
lam eller oksekød 800 g, hakket
kanel 1 tsk.
salt og peber
flåede tomater 2 dåser, hakkede
mælk 6 dl
hvedemel 3 spsk.
smør 25 g
æggeblomme 1 stk.
emmentaler 100 g, revet
citronbasilikum

Skær aubergine i ½-1 cm skiver og vend med salt.

Lad stå i ca. 20 min., så bitterheden bliver trukket ud.

Sæt ovnen på 200°.

Hak løg og hvidløg,
og svits i olie på en pande med kant.

Svits nu kødet heri, indtil det brunes.

Krydr med kanel, salt og peber.

Kom tomat herpå, og lad simre i 10 min.

Skyl saltet fra auberginen, og lad dem tørre på et viskestykke.

Steg dem i olie på begge sider i en teflonpande.

Kom mælk og mel i en gryde, og pisk sammen.

Sæt på komfuret, og varm op under omrøring.

Rør, imens det tykner, og lad simre 4 min.

Kom smør heri, og lad smelte under omrøring.

Pisk æggeblommen ud i en skål, og kom lidt af den hvide sauce heri, imens du rører.

Hæld nu æggeblandingen op i saucen, imens du pisker let.

Tag saucen fra komfuret, den skal ikke koge mere.

Smag til med salt og peber.

Læg nu aubergineskiver, kødsauce og bechamel sammen som en lasagne. Der skal være bechamelsauce på toppen.

Drys osten henover, og bag gylden i ovnen i ca. 30 min.

Relaterede Artikler