Mini-pizza med zucchini, spinat og ansjoser

De små portionspizzaer er super nemme at håndtere - og både dej og fyld kan gøres klar i forvejen.

Minipizzaer med zucchini og ansjoser er både velsmagende og praktiske til et stående arrangement, og så passer de salte fisk fint til den cremede ricottaost på bunden. Baggrunden er malet med Flügger-maling nr. 58 English Mist

© Foto: Tia Borgsmidt, Opskrift og styling: Lone Kjær

Mini pizza med zucchini, spinat og ansjoser

16 stykker

De små portionspizzaer er super nemme at håndtere, og både dej og fyld kan gøres klar i forvejen.

Det skal du bruge:

Pizzadej

  • 2 dl vand
  • 10 g gær
  • 1 tsk. salt
  • 1 spsk. olivenolie
  • 150 g durummel
  • Ca. 100 g tipo 00-hvedemel

Fyld

  • 1 bæger ricotta
  • 1 tsk. salt
  • 1 lille zucchini
  • 100 g babyspinat
  • 1 grøn chili
  • Peber
  • 2 dåser ansjoser
  • Olivenolie

Sådan gør du:

Pizzadej

  1. Hæld vandet i en skål, og opløs gæren heri.
  2. Tilsæt salt og olie, og rør først durummel og dernæst hvedemel i væsken.
  3. Ælt, til dejen er glat og smidig.
  4. Stil dejen tildækket et lunt sted, og lad den hæve i ca. 1 time.

Fyld

  1. Rør ricotta med salt. Skær zucchini i tynde skiver. Skyl spinaten, og slyng den tør.
  2. Hak chilien, eller skær den i skiver.
  3. Del pizzadejen i 16 lige store dele, og rul hver del ud til en tynd, rund pizza.
  4. Fordel dem på to stykker bagepapir. Smør bundene med ricotta, og top med zucchini. Krydr med peber.
  5. Lad to bageplader blive i ovnen, og tænd den på 250° varmluft.
  6. Løft forsigtigt pizzaerne over på de varme bageplader, og bag dem i ovnen ca. 8 min., til de er sprøde.
  7. Top de nybagte pizzaer med ansjoser og babyspinat.
  8. Drys med chili, og dryp olivenolie over.