
Krydret hakkebøf med ferskensalat
Hverdagsmad krydret med lidt luksus. Vi garanterer sommersmag med masser af grønt og farver på din tallerken.
AfLone Kjær
Krydret hakkebøf med ferskensalat
Til 4 personer
Hverdagsmad krydret med lidt luksus … Der er masser af grønt, og vi garanterer sommersmag og lækre farver på tallerkenen.
Det skal du bruge
Knuste kartofler
- 600 g små kartofler
- lidt smør
Majssalsa
- 2 majskolber
- 1 bundt radiser
- 1 agurk
- ½-1 chili
- 1 fed hvidløg
- olivenolie
Ferskensalat
- 2 stk. hjertesalat
- 200 g cherrytomater
- 2 ferskner
Krydrede hakkebøffer
- 400 g hakket oksekød
- 1 tsk. sambal oelek
- 1 fed hvidløg
- 1 bundt persille
Sådan gør du:
Knuste kartofler
- Sæt vand over til kartofler og majs.
- Kog kartoflerne i let saltet vand, til de er lige netop møre.
Majssalsa
- Fjern de yderste blade og tråde fra majsene.
- Skær dem over, og kog dem i letsaltet vand i ca. 5 min., hvorefter de afdryppes.
- Skær majsene fra kolberne. Skær radiserne i små tern.
- Skær agurken igennem på langs, og fjern kernerne.
- Skær agurken i små tern, hak chilien, og pres hvidløget.
- Vend majs med radiser, agurk, chili og hvidløg, og smag til med olivenolie.
Ferskensalat
- Skyl salaten, og slyng den tør.
- Skær tomaterne i kvarte.
- Halvér fersknerne, og fjern stenene.
- Skær fersknerne i både, og anret med salat og tomater.
- Krydr med salt og peber.
Krydrede hakkebøffer
- Ælt oksekød med sambal oelek, presset hvidløg og hakket persille.
- Krydr med salt og peber, og form 4 hakkebøffer.
- Tænd op i grillen eller en grillpande, og steg bøfferne i ca. 3 min. på hver side, til kødsaften er klar.
- Knus kartoflerne let, og top med lidt smør.
- Servér dem til hakkebøfferne sammen med ferskensalat og majssalsa.