Hjemmelavet pasta med salviesmør og trøfler
© Mads Mogensen

Hjemmelavet pasta med salviesmør og trøfler

Trøfler bør spises så friske som muligt, men kan gemmes i noget køkkenrulle i en tætlukkende beholder. Et godt trick er at lægge ris eller æg sammen med trøflerne. Begge dele optager duften og smager helt vidunderligt efterfølgende. Prøv denne lækre opskrift med de ekstravagante trøfler.

Opskrift til 4 personer

Pasta:
pastamel 500 g
æg 4 stk.
olivenolie 3 spsk.
salt
majsmel 1 håndfuld

Bland æg med mel, salt og olie til en dej. Læg den på køl mindst 30 min. Ælt dejen igen, og del den op i små stykker.

Brug majsmelet til at holde dejen tør, mens du bruger en pastamaskine til at gøre dejen tyndere og tyndere, eller rul den meget tyndt ud, og skær den i tynde strimler på ca. 1 mm. Lad strimlerne tørre i et par timer.

smør 200 g
salvie 4 blade
parmesan friskrevet
salt
peber
trøfler

Giv salviebladene et minut i det smeltede smør, og tag derefter bladene op. Kog pastaen i ca. 2-3 minutter. Hæld vandet fra, og tilsæt smør og parmesan. Servér straks med friskkværnet peber og høvlet trøffel.