Helgrillet unghane med citron & hvidløg, grillet sommergrønt & gedefriskostcreme med græskarkerneolie
4 personer – tilberedningstid: 90 min
Helgrillet unghane med citron & hvidløg
Det skal du bruge:
1 stk. unghane (1600-1800 g)
1 stk. citron
1 stk. hvidløg
Koldpresset rapsolie + flagesalt
Sådan gør du:
Til at starte med, duppes unghanen fri for eventuelle blodrester og kødsaft med køkkenrulle – både indvendig og udvendig.
Citron og hvidløg halveres og fyldes i unghanen. Luk herefter åbningen med en stegenål.
Unghanen pensles og gnubbes grundigt med flagesalt – sørg for at komme ind i alle små afkroge.
Nu kommer vi til tilberedningen af unghanen
Fremgangsmåden er den samme lige meget om man har gasgrill eller kulgrill. Det vigtige er at man har en grill med låg og derudover mulighed for at lave en zone uden direkte varme, hvor unghanen kan ligge.
Tænd grillen så den opnår en temperatur på ca. 170 grader.
Placer unghanen med brystet op af på grillen (uden direkte varme) og luk låget.
Unghanen skal have ca. 40 min. på grillen. For at tjekke om den er færdig stikkes der en stegenål i overlåret, der hvor låret sidder fast på resten af kroppen. Hvis kødsaften er klar, er den færdig og hvis den er blodig, er den IKKE færdig.
Hvis skindet på unghanen ikke er helt så sprødt som ønsket, kan man med fordel skrue helt op for grillen og give den et par min. på alle sider.
Inden unghanen skæres/klippes ud, skal den hvile i ca. 30 min utildækket – imens skal der grilles sommergrønt.
Spidskål – Skær stokken lidt til og fjern de yderste blade, kvartes herefter.
Gulerødder m/top – Skæres til så der efterlades ca. 5 cm top tilbage og skrubbes grundigt.
Nye løg m/top – Skær rødderne af bunden og halver.
Inden grøntsagerne grilles skal de vendes i den smagsneutrale olie.
Sæt grillen på højeste varme. Grill grøntsagerne i 3-5 min. på hver side. De må meget gerne blive sorte/brune, det er her grill-smagen virkelig kommer frem.
Tjek med en stegenål om grøntsagerne er færdige (dette skal gøres i stokken på spidskålet). Den skal kunne stikkes igennem uden den store modstand dog skal grøntsagerne stadigvæk være faste.
Efter grillning marineres grøntsagerne i koldpresset rapsolie, æbleeddike og flagesalt.
Gedefriskostcreme m/græskarkerneolie
Det skal du bruge:
150 g gedefriskost (Kirks gedefriskost er at foretrække – andre gode alternativer findes dog)
30 g fløde
Citronsaft af ¼ citron
Salt
30 ml græskarkerneolie
Sådan gør du:
Gedefriskosten røres med fløden til en homogen masse. Smag til med citronsaft og salt.
Grunden til at gedefriskosten røres med fløde er egentlig ikke så meget for smagens skyld men derimod for at forbedre konsistensen. Uden fløde tilsat vil den fremstå meget ”tør” i munden og nærmest helt ”grynet”.
Anret cremen i en skål og hæld græskarkerneolien udover.