Enkel og perlende julecocktail med kombucha

Denne cocktail er stemningsfyldt og julet på den helt enkle og velsmagende måde, hvor ingefær kombucha og citronsirup møder gin. Perfekt til juledagene. Blueberry Tales serverer opskriften lige her.

© Blueberry Tales

Julecocktail med fermenteret sodavand

Mens mine tanker var optaget af at mindes det forgangne år og mentalt forberede mig på et liv ”post-barsel”, kom december snigende, og jeg opdagede det ikke førend Wham’s ”Last Christmas” pludselig spillede i radioen.

Heldigvis var jeg ikke helt uforberedt; for lidt tid siden besluttede jeg nemlig at fremstille en julecocktail, som jeg kan servere for venner og familie, der kommer på besøg i juledagene; noget festligt, men som er relativt let at forberede med ingredienser fra skabet.

Resultatet blev denne Ingefær Kombucha, Gin & Citron cocktail lavet af en krydret citronsirup, gin og den lækreste økologiske kombucha fra det lokale mikro-bryggeri Læsk fra Vesterbro i København.

Kombucha er en naturligt fermenteret sodavand lavet på en sød te, som jeg har været vild med hele året; Jeg har endda anskaffet mig min egen kombucha-kultur, som har boblet lystigt på vores køkkenhylde og sørget for, at vi hele tiden har haft perlende kombucha klar. Indtil nu har udvalget af kombucah været ret begrænset i Danmark, og jeg blev derfor vildt begejstret, da Læsk lancerede deres første parti kombucha tidligere på året.

Bag Læsk står Eric og Line, som fremstiller økologisk kombucha af høj kvalitet, og de har indtil videre tre smagsvarianter; en klassisk version med grøn te og ingefær, en mere sommerlig variant med grøn te og hyldeblomst, og endelig en lettere vovet kombucha med rooibos-te og espresso, som også er gået hen og blevet en af mine favoritter. Alle ingredienser er nøje udvalgt på baggrund af smag og kvalitet, og Line fortæller mig under mit og Mikkels besøg i deres lille bryggeri, at det blandt andet er derfor, at de selv presser deres egen økologiske ingefærjuice til fremstillingen af deres kombucha.

Men men men, julen nærmer sig hastigt, så lad os finde cocktailshakeren frem.

© Blueberry Tales
© Blueberry Tales

Ingefær Kombucha, Gin & Citron Julecocktail

4 cocktails

Det skal du bruge:

  • 60 ml gin
  • 60 ml simpel citronsirup (opskrift nedenfor)
  • 600 ml ingefær kombucha (jeg bruger No. 1 fra Læsk)

Pynt:

  • Citronskal
  • Rosmarinkviste
  • Isterninger

Sådan gør du:

  1. Bland gin, sirup og kombucha i en cocktail shaker. Fordel ligeligt i 4 glas.
  2. Tilsæt is, og pynt derefter med lidt citronskal og en rosmarinkvist i hvert glas.

Krydret simpel citron sirup

Det skal du bruge:

  • 150 gram rørsukker
  • 100 gram friskpresset citronjuice
  • 50 gram vand
  • Revet skal af 1 økologisk citron
  • 2 kanelstænger
  • 1 stjerneanis

Sådan gør du:

  1. Knus kanelstænger og stjerneanis let i en morter.
  2. Anbring alle ingredienser i en lille gryde og bring i kog mens der røres konstant indtil sukkeret er helt opløst. Tag gryden af varmen og lad siruppen trække i 30 minutter under låg.
  3. Si siruppen over i et glas, hvorefter din sirup er klar til brug. Den kan opbevares i køleskabet i op til en måned.

Blueberrytales og BO BEDRE

Følg Camilla Drost på hendes blog blueberrytales.com. Eller find fremover nogle af hendes bedste og smukkeste madkreationer i en dansk udgave her på bobedre.dk på bobedre.dk/blueberrytales.

© Blueberry Tales
© Blueberry Tales