Rullet desserttoast med jordbær og nutella

Nem morgenmad eller improviseret dessert på under 10 minutter fra søstrene Trine og Mette fra bloggen bageglad.dk

Ristet toastbrød med Nutella og jordbær
© bageglad.dk

Stegt toastbrød med Nutella

De to søstre søstre Trine og Mette fra madbloggen bageglad.dk er glade for Nutella. Den passion har de brugt til at lave en superlækker variant over en sød ristet toast-opskrift, som de var faldet over på Pinterest.

Opskriften, de havde fået øje på, bestod af fransk toast smurt med flødeost rullet med jordbær indeni. Flødeosten har søstrene med base på henholdsvis Frederiksberg og Amager i København udskiftet med Nutella. Opskriften er nem og kan sagtens laves uden stress på en hverdagsmorgen.

Det skal du bruge

(Til 5 stykker)

  • 5 skiver hvidt toastbrød
  • 5 jordbær
  • 1 spiseskefuld Nutella
  • 1 æg
  • 1 spiseskefuld mælk
  • Sukker
  • Smør
Toastbrødet rullet og smurt med nutella og belagt med jordbær
© bageglad.dk

Sådan gør du

Start med at skylle jordbærrene. Skær dem derefter i små stykker

Find noget almindeligt toastbrød frem. Skær skorperne af. Tag kagerullen frem og giv toastbrødet en tur under den.

Smør Nutella ud over brødet. Sørg for at komme helt ud til kanterne. Anbring jordbærstykkerne lang den ene side. På denne måde ender jordbærrene i midten. Nutellaen fungerer perfekt som et naturligt bindemiddel, der holder jordbær-cigarerne sammen.

Mælk og æg sammenpiskes i en skål. Find panden frem og smelt smørret på den. Vend hver toastrulle i æggeblandingen.

Steg toast-cigarerne mellem 6 og 8 minutter på panden. Sørg for, at de får farve hele vejen rundt. Strø til sidst noget sukker ud på en tallerken og rul toastrullerne i sukkeret.

© bageglad.dk

Servering

Desserttoast med jordbær og nutella kan både serveres varme lige fra panden eller lune. Dryp dem gerne til allersidst med en lille smule ahornsirup.

Se flere opskrifter på bageglad.dk.