Denne dessert kombinerer nogle af mine absolut ynglingselementer, når det kommer til det søde køkken; den klassiske franske creme caramel og karamelpopcorn.
Det skal du bruge
Popcorn
1/2 dl solsikkeolie
1 dl popcorn
Karamel
200 gram sukker
Saft af 1/2 citron
Popcorn creme caramel
30 gram popcorn
5 dl sødmælk
1 dl fløde (38%)
2 æg
2 æggeblommer
75 gram sukker
Karamel popcorn
1 liter popcorn
140 gram sukker
20 gram sirup
30 gram smør, stuetempereret
1/2 tsk natron
Et drys havsalt
Sådan gør du
Popcorn
Tilbered popcornene i olien som beskrevet på pakken.
Hæld de færdige popcorn over i en skål.
Popcorn creme caramel
Stil 8 små souffléforme frem.
Lav en karamel; smelt sukkeret i en kasserolle ved middel varme.
Sørg for at alt sukkeret smelter ensartet.
Rør rundt i det, hvis det er ved at brænde på.
Tag kasserollen af varmen og tilsæt citronsaften.
Rør rundt til karamellen er ensartet.
Hæld straks karamellen i souffléformene. Stil dem til side.
Tag 30 gram af de nypoppede popcorn og tilføj dem til en blender sammen med mælk.
Lad det trække i 15 minutter.
Blend mælken i 30 sekunder.
Passér gennem en finmasket si.
Varm ovnen op til 150 C varmluft.
Afmål 4 dl popcornmælk og tilføj mælken til en kasserolle sammen med fløde.
Varm mælkefløden til kogepunktet.
Pisk æg og sukker til de er lyse og skummende.
Hæld den varme mælkefløde i æggemassen under konstant omrøring.
Hæld cremen i souffléformene.
Bag dem i et vandband i 30 minutter.
De er færdige, når der ikke længere hænger creme ved, hvis man stikker en spids kniv i dem.
Sæt cremerne i køleskabet og lad dem køle helt af i min. 4-6 timer.
Karamel popcorn
Hæld popcornene i en stor skål.
Smelt sukker og sirup i en kasserolle.
Tag gryden af varmen og tilsæt smørret af 3 omgange mens der piskes.
Si natron i karmellen og pisk karamellen sammen til den er ensartet.
Hæld karamellen over popcornene og vend det sammen med en varmeresistent dejskraber.
Fortsæt med at vende popcornene med nogle minutters mellemrum indtil de kølet af.
Smag til med salt.
Servering
Brug en skarp kniv til at løsne kanten på cremerne og vend dem ud på en tallerken.