© Anders Schønnemann

Mandler og chokolade

Mandler i chokolade
mander 2 dl, usmuttede
chokolade 150 g, Valrhona, evt. med orangestykker

Rist mandlerne, før du vender dem i chokolade - så smager de bedst. Det er nemmest at riste mandler i ovnen, på 200 grader i maks. 10 minutter. Hold øje med dem. På panden får de nemt små, sorte prikker. Smelt chokoladen. Kom 5-6 mandler i chokoladen ad gangen. Tag dem op med en lille kagegaffel eller lignende, afdryp, og sæt dem på bagepapir. Hvis du valgte chokolade med orangestykker: Placer et lille stykke orange på hver mandel. Lad chokoladen stivne. Drys lidt kakao over, og opbevar mandlerne køligt.

Marcipan med mandel-kaffe-knas
mandler 2 dl, usmuttede
marcipan 250 g
Amaretto 1 spsk.
kaffebønner 1 tsk, knuste

Rist mandlerne. Se mandler i chokolade. Hak mandlerne groft. Bræk marcipanen i mindre stykker, og ælt den med Amaretto og kaffe. Ælt til sidst mandlerne i. Rul marcipanen til to ruller med diameter som en 5-krone. Skær i skiver.

Marcipan med lemoncurd
marcipan 250 g
lemoncurd 2 spsk
flormelis

Drys lidt flormelis på bordet. Rul marcipanen ud i et lige stykke, 3-4 mm tykt. Smør lemoncurd ud på halvdelen af marcipanen. Fold delen uden lemoncurd over delen med lemoncurd. Tag et snapseglas eller anden lille rund udstansningsform, og pres den lige ned i marcipanen, ligesom når man bager julehjerter. Rul siderne på den runde konfekt i flormelis.

Nougat med kandiserede æbler og mandelkrymmel
Nougaten danner par med æble, og det hele bliver vendt i hakkede mandler. Tørrede abrikoser er også en mulighed.

nougat 200 g
æble 75 g, kandiserede eller tørrede
mandler 150 g, hakkede og smuttede

Skær nougat ud i mundrette stykker. Skær æblerne ud i små stykker. Pres et stykke æble ned i hvert stykke nougat. Rul, og pres nougaten i den hakkede mandel.