
Majsmuffins med madagaskarpeber
Opskrift på små majsmuffins med madagaskarpeber som fx er gode at servere til brunch. Kopperne er fra Royal Copenhagen.
AfOpskrift på ca. 8-10 stk.
hvedemel 2 dl
majsmel 1/2 dl, fint
salt 1 tsk.
madagaskarpeber 1 spsk., tørret og knust
bagepulver 1 tsk.
æg 4 stk.
kærnemælk 2 dl
majs 1 dl, frosne, friske eller fra dåse
forårsløg 2 stk., finthakket
smør og majsmel til kopperne
Bland mel med salt, peber og bagepulver, pisk æggene sammen med kærnemælken, og vend majs og forårsløg deri. Smør kopperne/formene med smør, og drys dem med majsmel. Fyld kopperne halvt op med muffin-blandingen, og bag dem ved 200-225 grader i forvarmet ovn ca. 25-30 minutter, indtil de er gyldne og vokset til dobbelt størrelse. Server muffins med cremefraiche. De er fx velegnede til brunch med stegt chorizopølse, tomatchutney og cremefraiche eller til en gryderet.
Madagaskar-peber (Piper nigrum)
Er grønt og umodent peber, det fås frisk, tørret eller syltet. Det bliver fx meget brugt som frisk peber i grøn karry fra Thailand. Vi kender det som syltet i den klassiske peberbøf. Denne pebertype er ikke så stærk som den sorte og hvide, men den har sin egen friske, grønne og umodne frugtsmag.