Aperol Spritz-is: Miraklet vi ikke vidste, vi ventede på

Nordhavn Mikromejeri tager iskonceptet til nye højder - altså der hvor fløden fryser til og hvor den smager af Aperol Spritz.

Iskugle
© Gettyimages

Den sidste store opfinder er ikke slået af pinden endnu

Står du ofte i dilemmaet, hvor du skal vælge mellem, hvorvidt du skal have et glas af den populære drink, Aperol Spritz, eller hvorvidt du skal forkæle dig selv med en dejlig kold is? Hos Nordhavn Mikromejeri har de løftet denne byrde fra dine skuldre.

Tæt på det populære badeområde, Sandkaj, kan du træde ind i et univers, hvor to verdener mødes og skaber det mirakel, som du måske ikke vidste, at du ventede på: Aperol Spritz-isen.

Nordhavn Mikromejeri leverer utraditionel is, der ikke blot har til formål at give dine smagsløg en oplevelse, men som også skal sende din bevidsthed ud på en rejse.

Er du til salt og sødt, sprødt og blødt?

Du sidder sikkert lige nu og tænker, kan det blive meget bedre? Og ja, det kan det faktisk godt.

Hos Nordhavn Mikromejeri kan du komme på en gastronomisk rejse, hvor du på én og samme tid finder dig selv på en varm sommerdag ude ved vandet, men pludselig får associationer til en hyggelig tur i biografen.

Det lyder måske lidt underligt, men når popcorn og is mødes i én og samme mundfuld, må der nødvendigvis opstå magi i din mund. For helt ærligt? Popcorn og is - i én mundfuld? Simpelt spørgsmål: Hvorfor ikke?

Hvis du har lyst til at afprøve denne smagsoplevelse af dimensioner, men selv vil kaste dig ud i produktionen – så kan du finde Gemyse i Tivolis opskrift på Popcorn-is her.

Hvor, hvornår og hvorfor?

Fra den 1. juli kan du besøge Nordhavn Mikromejeri på Göteborg Plads 13, Nordhavn. Behøver vi svare på, hvorfor det er en god idé?