Nyt madmekka i København
Bolten Food Court er den nye spiller i Københavns madunivers. Boltens Gård, som er en af de ældste købmandsgårde i København, har nemlig undergået en stor forvandling de seneste år, og står nu som Københavns første Food Court.
Bag det nye madmekka står Lars Moesgaard, Nik Kongsø og Jakob Nygaard, som alle er restauratører fra stadeholderforeningen ved det gamle CPH Street Food på Papirøen.
En særlig oplevelse - både for øjet og ganen
Bolten Food Court har et indendørsareal på 4000 m2 fordelt på 3 etager med 19 erfarne stadeholdere, som byder på mad og drikke fra alle verdenshjørner.
– Vi glæder os til at byde velkommen til Boltens Food Court, som mere end 50 aktører har arbejdet målrettet på at gøre klar til offentligheden gennem det seneste år. Missionen er at tilbyde vores gæster en oplevelse ud over det sædvanlige, både for øjet og ganen, Udtaler Lars Moesgaard, Administrerende Direktør i Boltens.
Deltag i åbningen
Åbningen finder sted d. 13. april kl 10 med et brag af en fest, hvor alle de spændende stadeholdere står klar med forkælelse i form af skønne smagsprøver.
Adresse: Baron Boltens Gård, Gothersgade 10B, 1123 København K