Uret stoppede kl. 2.17 og kom aldrig i gang igen

En gård i Danmark, hvor sølvbryllupsbillederne stadig står på konsolbordet, og fars stol har aftryk af et menneske, der pludselig rejste sig og gik ... Et slot i Polen med støvtunge, barokke balsale. Se fotos fra bogen 'Forladte steder'.

To fotografers kærlighed til tomme rum
© Jan Elhøj & Morten Kirckhoff
Fotograferne Jan Elhøj & Morten Kirckhoff er dybt fascinerede af steder uden liv. Eller - det er en forkert måde at udtrykke det på - de dokumenterer steder, som er blevet efterladt og kun har små spor af mennesker. De mennesker, der af forskellige årsager måtte forlade deres hjem og aldrig vendte tilbage. Vemodet er ligeså tykt som laget af støv og døde fluer i vindueskarmene. Elhøj og Kirchhoff har i 8 år rejst i mange dele af verden og søgt efter præcis denne type motiver. Tusindevis af locations er blevet scannet. Deres billeder er resultatet af mange timers research, planlægning, og til tider ulovlig indtrængen for at genspejle og respektere disse glemte steder.
Når næste generation ikke vil være på fødegården
© Jan Elhøj & Morten Kirckhoff

Gård H' er et eksempel på et mellemstort landbrug i det, vi kalder Udkantsdanmark. Gården er fotograferet og foreviget i bogen Forladte steder.
Stedet står nærmest som den dag, ejerne tog deres frakker og lukkede hoveddøren i stuehuset efter sig. Som om de egentlig havde tænkt sig at vende tilbage, men aldrig fik muligheden.
På konsolbordet er det fine ur i glasmontre støvet til, og det gav op en nat kl. 2.17 ...

"Oftes bliver gården og jorden købt af nærliggende større landbrug, når bonden dør, og næste generation ikke ønsker at føre slægtsgården videre. Den nye ejer er kun interesseret i jorden, og gården står ofte tilbage som et monument over et liv, der har været levet, men også en fortælling om landbrugets udvikling fra familieejede landbrug til store supervirksomheder," fortæller Jan Elhøj.

Det polske slot
© Jan Elhøj & Morten Kirckhoff
Jan Elhøj & Morten Kirckhoff har skaffet sig adgang til steder i Kina, Rusland, Sri Lanka, USA, Estland og mange europæiske lande. De rejser kun med fotoudstyr og sovepose og overnatter på stederne. Abandoned 1 fra 2011 blev en af de mest omtalte fotobøger. I 2013 udkom Abandoned 2, og nu er fotograferne klar med 3'eren.
Jan Elhøj fortæller om dette sted: "Pałac w Bożkowie blev i sin nuværende form bygget i 1787, men selve slottet blev opført tilbage i 1520. I 1870 er der en større brand på slottet, og man igangsætter en renovering. Efter 2. verdenskrig overgår slottet til staten, som vælger at bruge de prangende faciliteter til den lokale skole. I 1981 beslutter man frede slottet som et lokal historisk monument. Senere køber en engelsk inversteringsfond det, og sidste salg sker i 2010 til en polsk rigmand, og siden hen er slottets fremtid uvis samtidig med, at det forfalder mere og mere."
Opsynsmanden skulle bestikkes
© Jan Elhøj & Morten Kirckhoff
"Slottet har i dag en opsynsmand, der bor bag ejendommen, og han kunne med en god flaske overtales til at lukke os ind. selv om det var søndag, og han egentlig ikke rigtig gad. Vi fik to timer og så var det ud," fortæller fotograferne bag bogen. Læs mere
"Skræmmende, men også stærkt fascinerende."
© Jan Elhøj & Morten Kirckhoff

"Vi er der blot for at opleve stedernes sjæl og indfange det med vores kameraer. Vi efterlader dem altid, som vi finder dem. Selv om vi har besøgt mange tusinde glemte bygninger, sætter det altid tanker i gang, når man træder ind i et privat hjem - det er skræmmende men også stærkt fascinerende."