
Global turistdestination sætter fokus på klimaforandringerne
De to kontraster is og varme møder hinanden på det populære Icehotel i Jukkasjärvi og sætter fokus på den globale opvarmning.
AfAmalie Leth
Fokus på klimaforandringerne
Den verdenskendte sauna, Solar Egg, designet af Bigert & Bergström ankommer d. 2. Marts 2020 til Icehotel i Jukkasjärvi, som er en landsby 200 km. nord for polarcirklen. Frem til maj 2020 har hotellets gæster mulighed for at benytte sig af den award-vindende sauna.
Både hotellet og de to designere bag Solar Egg ønsker med samarbejdet at sætte fokus på klimaforandringerne og menneskets rolle i forhold til temperaturstigningerne på jorden.
Et bæredygtigt materiale
Klimaforandringerne er et gennemgående fokuspunkt i Icehotels daglige arbejde, og det er et vigtigt grundlag for deres eksistens. Selve ishotellet er lavet af krystalklar is fra Torne floden - et bæredygtigt materiale, fordi det smelter ned i floden igen.