
Amerikanske top-medier knuselsker København
Et amerikansk magasin har igen igen udråbt København som 'verdens bedste by', og et luksusmagasin svælger i hovedstadens restauranter og hoteller. Måske er der noget om snakken.
AfCopenmania: København er verdens bedste by igen igen
Vi risikerer, at millioner af amerikanerne immigrerer til Danmark i det 21. århundrede, hvis deres toneangivende medier ikke snart holder op med at knuselske os. Eller – spøg til side – det regner med roser fra USA til især hovedstaden.
Senest har designmagasinet Metropolis udråbt København til verdens bedste by at leve i.
Byen lovprises især for de nye tiltag for cyklister. Hvor vi danskere er vant til at cykle og måske ikke kan mønstre den helt store fascination af nye cykelbroer, kan amerikanerne ikke få armene ned.
Især Olafur Eliassons cirkelbro modtager klapsalver, ligesom Københavns offentlige pladser og udendørsliv får høje karakterer.
I Berlingske Tidende man læse følgende om 'Copenmania':
"Faktisk har København så mange gode løsninger, at flere andre byer - blandt andet den amerikanske storby New York er blevet »Copenhagen-ized« ved at lade sig inspirere af nogle af løsningerne i den danske hovedstad.”
Dette understreges også af den danske superarkitekt Bjarke Ingels' succes i New York, hvorBIG's beboelsesejendom ved Hudson-floden er det nyeste eksempel på en kombination af det amerikanske skyskraber og danske gårdkarrer, en gårdskraber.
Amerikansk magasin: Nimb er så eksklusivt, at vi ikke kunne få et værelse
København har også haft besøg af det velansete luksusmagasin, Luxurious Magazine, hvis kræsne og kultiverede skribent har turet rundt på de absolut mest eksklusive hoteller og restauranter.
Leanne Kelsall blev næsten boende, i hvert fald de steder, hun kunne få værelse, for som hun skriver om Nimb Hotel i Tivoli:
"Dét er faktisk så eksklusivt, at selv JEG ikke kunne få værelse der under mit ophold."
Leanne Kelsall er bjergtaget over, at Nimb ligger i selve Tivoli ('den anden ældste forlystelsespark i verden'), og hun fremhæver bygningen som et sødt lille palads.
Desuden er stedets restaurant, hvor anmelderen rent faktisk næsten besvimede af glæde, en af verdens absolut bedste, konkluderer hun.