Lisa og hendes familie gav sig selv en vild udfordring: “Selv en liter mælk bliver enormt værdifuld”

Mad er ressourcer

Gennem de tre måneder måtte familien, helt forventeligt, lægge deres liv drastisk om. Det ændrede noget helt grundlæggende i den måde, de oplever mad på.

– Når alt skal laves fra bunden, bliver man meget opmærksom på hver eneste ingrediens, og hvad det kræver at frembringe den. Det har åbnet vores øjne gevaldigt for, at mad er ressourcer! Det er ressourcer fra Jorden. Når man indser det, bliver selv en liter mælk værdifuld, forklarer Lisa.

Hun beskriver det som en opvågning, der har gjort det tydeligt, at vi lige nu er i en situation, hvor vi bruger alt for mange af Jordens ressourcer, fordi vi har vænnet os til et ret luksuriøst liv.

– Vi lever et liv som konger, hvor vi kræver ekstremt friske varer fra alverdens lande, vi spiser jordbær om vinteren og så videre. Vi har vænnet os til, at vi skal have så mange forskellige ting, at vi ikke engang selv lægger mærke til, hvor ødselt det er. Det gælder også mig selv. Jeg har selv været sådan, at hvis maden var lavet dagen før, så havde jeg nærmest ikke lyst til at spise det. Jeg var meget sart med sådan noget. Det er jeg ikke længere, fortæller Lisa.

“Sådan helt almindelig, sund samvittighed synes jeg egentlig ville klæde jordens befolkning”

Ideen om at gøre noget drastisk, for at udfordre deres eget forhold til mad og naturen, kommer selvfølgelig også fra et ønske om at åbne andres øjne og skabe en debat om, hvordan det er, vi behandler vores jord.

– Hvis vi nu sagde, at Jorden var en ven - så kan man vist roligt sige, at vi nok ikke er de bedste venner at have. Vi opfører os jo rigtig dårligt over for den ven. Den bliver sprøjtet med ting, der gør den syg, vi misbruger den, malker den for energi og giver ikke specielt meget igen, reflekterer Lisa.

Hun forstår godt, at folk kan have svært ved at finde ud af, hvad de skal gøre med al den information om klimaet, som vi bombarderes med for tiden.

– Der er så mange forskellige informationer om, hvad der er godt for miljøet, at man godt kan blive lidt handlingslammet. Så ender man med ikke at gøre noget, og fortsætte med at flyve og smide mad ud. Det her eksperiment udsprang også af en lyst til at sige: Man kan fandme gøre noget!

En pointe der ligger Lisa meget på sinde er, at vi jo ikke skal lade os tyngde af dårlig samvittighed, men at det altså ikke skader, at have en samvittighed, når det kommer til vores egne klimasynder.

– Folk siger til mig, at de ikke vil have dårlig samvittighed over at flyve, eller gøre andre klimabelastende ting. Men hvorfor skulle man ikke have en samvittighed i forhold til det? Med alle mulige andre ting har vi jo samvittighed. Jeg har samvittighed i forhold til, hvordan jeg behandler mine medmennesker, hvor meget sukker jeg spiser, hvordan jeg opfører mig forskellige steder. Hvis jeg har gjort noget tarveligt, så får jeg dårlig samvittighed, som fortæller mig, at det var over kanten. Og det er egentlig en meget god, lille stemme at ha’ med sig. Det er ikke fordi, den skal være på ens nakke konstant og gøre os syge, men sådan helt almindelig, sund samvittighed synes jeg egentlig ville klæde jordens befolkning.