Drømmejob: IKEA vil ansætte lykkejæger

Vi danskere rangerer år efter år højt på listen over verdens lykkeligste lande, men hvad udspringer denne lykke egentlig fra? Det har IKEA Danmark nu tænkt sig at finde ud af.

IKEA lykkejagt
© IKEA

Det store spørgsmål: Hvad skaber lykke for danskerne?

Danmark er et af de lande med højeste skatter, bedste velfærd og flest Michelin-restauranter i samme by - men hvad er det egentlig, der gør os danskere så lykkelige?

Dét spørgsmål har IKEA Danmark også stillet sig selv og nu er tiden inde til at finde svaret.

Lykkejagt IKEA route 66
© IKEA

Kalder alle lykkejægere fra den store vide verden

IKEA Danmark har i 2017 lavet en undersøgelse, der viser, at vi danskere er emotionelt knyttede vil vores hjem, og det er det sted, hvor vi føler os allermest afslappede og glade. Derfor er der også grund til at tro, at måden vi bor og lever på, er årsagen til den lykkelige tilstand mange af os ofte befinder os i.

Hvem er bedre til at finde ud af, om vores hjem og kultur gør os lykkelige, end en person der ikke allerede er blevet fodret med danske værdier? Derfor har IKEA Danmark sendt en efterlysning ud i verden på en person, der vil være lykkejæger i Danmark, og har modtaget mere end 1800 ansøgninger.

Lykkejagt IKEA London
© IKEA

Hvordan spotter man lykke?

Når IKEA får en person uden dansk tilknytning til at agere som lykkejæger i Danmark, er det fordi, at vedkommende har lettere ved at få øje på de ting, som fungerer særlig godt i vores hjem og i vores danske rutiner.

En dansker vil ikke på samme måde være lige så skarp til at stille spørgsmål ved de ting vi gør, eller måder vi lever på. Derfor må vi have en person ind, som oplever den danske kultur som noget helt nyt og anderledes.

New Zealand lykkejagt IKEA
© IKEA

IKEA har lagt en plan

I to uger i september skal den heldige lykkespotter bo i en gennemsnitlig dansk bolig og modtage en gennemsnitlig dansk løn. Formålet er, at leve så dansk som mulig og prøve at sætte en finger på den danske lykke.

Vedkommende skal deltage i middagsselskaber, og får ligeledes besøg af livsstilseksperter, så han eller hun også får noget faglig viden om vores kultur.

Den danske lykkespotter bliver fundet i starten af august og skal altså derefter rejse to uger til Danmark.

IKEA Danmark sørger for at dække lykkejægerens udgifter, betale løn og sikrer at vedkommende får mulighed for at deltage i forskellige sociale events.

Måske det bedste af det hele er, at den heldige ansøger får gratis kødboller fra IKEA under sit ophold i Danmark.

Vi siger bare det I tænker - IKEA sælger altså dette job ret godt.

Vi glæder os i hvert fald til at høre resultatet af lykkejagten og forhåbentlig blive lidt klogere på, hvad der gør os danskere lykkelige.