Kreativiteten vinder
Coronakrisen har ikke været nogen dans på roser for mange virksomheder.
Det har været udfordrende, og har også tvunget flere virksomheder til at tænke anderledes og i nye, kreative baner. Nordeuropas største keramikværksted, Guldagergaard, er ingen undtagelse, og har også tænkt ud af boksen i år.
Et nyt festivalsunivers
Guldagergaard, som er et internationalt keramisk center til udvikling af keramisk kunst, håndværk og design, arrangerer nu et helt nyt festivalsunivers, som hedder CLAYTOPIA.
Den hurtigtvoksende håndværkskunst, keramik, vil være omdrejningspunktet for det nye festivalsunivers med udendørs udstillinger fra både danske og internationale kunsthåndværkere og keramikere.
Derudover vil festivalen blive krydret med koncerter og mad, samt samtaler styret af kulturkommentator på Berlingske Anne Sophia Hermansen.
Hun vil blandt andet tale med kulturpersonligheder, som designer Jim Lyngvild, Professor Svend Brinkmann og politisk kommentator Søs Marie Serup og komme ind på temaer såsom kultur, videnskab, kunst og mange flere.
Noget for hele familien
Det vil også være en hyggelig familieoplevelse, da der også er børneworkshops, cinematique og så afholdes keramikuniverset i en af Danmarks smukkeste skulpturparker i Skælskør.
Mads Langer og Sanne Salomonsen er bl.a. at finde på koncertprogrammet, når festivalen bliver skudt i gang fra d. 1 juli til 31 juli.
Og den månedlange keramikfestival er kommet for at blive. CLAYTOPIA er nemlig et tilbagevendende univers, der hvert år kommer til at ligge i juli i de samme skønne omgivelser i Skælskør.