Bliv klogere på sammenspillet mellem natur og mode i ny, stor udstilling

Fashioned from Nature viser på smukkeste vis, hvordan vi både historisk og i dag har ladet naturen påvirke vores beklædning.

Black Moon af Ann Wiberg.
© Anders Drud Jordan, Statens Naturhistoriske Museum

Danske Ann Wiberg har lavet denne kjole kaldet Black Moon. Den er en del af hendes Trash Couture koncept, hvor hun skaber de smukkeste kreationer ud af overskudsstof og -blonder fra store haute couturehuse som Dior og Valentino.

En smuk og tankevækkende udstilling

På Geologisk Museum under Statens Naturhistoriske Museum kan du lige nu opleve en udstilling, der er både bjergtagende smuk, tankevækkende og efterlader én fuld af håb.

Udstillingen Fashioned from Nature blev oprindelig vist på Victoria and Albert Museum i London, men er nu kommet til Danmark, hvor den under kyndige hænder er blevet tilpasset med danske eksempler og naturhistoriske genstande fra Statens Naturhistoriske Museums videnskabelige samling, der underbygger fortællingen.

Vi bliver klogere på det komplekse forhold mellem mode og natur, når man bevæger sig gennem udstillingen. Her stilles skarpt på, hvordan modeindustrien har hentet både inspiration og råmaterialer fra naturen i mere end 400 år.

Den nutidige del af udstillingen sætter streg under, hvor vigtig bæredygtighed er for fremtidens modeindustri og giver fantastiske eksempler på kreationer i nye innovative materialer. En t-shirt i papir, en kjole af vindruer, en taske af ananas, tekstil af planterødder, en kjole lavet af plastikaffald opsamlet ved havets kyster er blot nogle af eksemplerne.

Udstillingen viser både spændende, nye tekstilprodukter, der allerede findes og nogle, der stadig er under udvikling med hjælp fra innovativ teknologi og videnskab.

– Måske er det på tide, at vi begynder at tænke over vores forbrug, på alle områder, men også inden for beklædning. Vi er nød til at tænke anderledes, vi er nødt til at leve mere bæredygtigt, siger professor Peter C. Kjærgaard, museumsdirektør på Statens Naturhistoriske Museum, ved åbningen af udstillingen.

Udstillingen kan opleves frem til 1. september.

Kjole dekoreret med pragtbiller
© Victoria and Albert Museum, London
Pragtbiller
© Statens Naturhistoriske Museum

Kjole dekoreret med farverige dækvinger fra Pragtbillen, fra Storbritannien, ca. 1868.

Bregnekjole 'Wilderness, Fern dress' af Laura Baruël
© KONTRAFRAME

'Wilderness, Fern dress' er skabt af danske Laura Baruël, der har samlet bregner og vævet dem sammen, så de udgør denne smukke og luftige kreation.