3 digitale kulturoplevelser

Vi guider dig til gode, digitale kulturoplevelser, som du kan opleve, hvor og hvornår det passer dig.

Dansk Arkitektur Center
© Dansk Arkitektur Center

1) DACs digitale oplevelser

Dansk Arkitektur Center har udviklet hele tre digitale tiltag, som gør det muligt for interesserede at holde sig opdateret på viden om arkitektur og design.

De bedste historier bag byens arkitektur

I DACs app kan du blandt andet få de bedste historier bag byens arkitektur - helt fra de små gadehjørner til de store byggerier.

Du kan udforske 300 nedslag i Københavns arkitektur og samtidig finde 22 tematiske gåture gennem byen. Som en ekstra bonus kan du gennem appen finde de highlights, som er i nærheden af dig. Hvad end du er på gåtur, i køkkenet eller slænger dig på sofaen, kan du lade dig underholde med DACs gode historier.

Tag med på arkitekturrejse

Nåede du ikke at opleve BIG presents FORMGIVNING på DAC? Så fortvivl ej - du kan nemlig opleve den fantastiske udstilling i virtual reality hjemme fra din sofa. Udstillingen tager dig med på en arkitekturrejse igennem tiden fra Big Bang til Singularity.

Se mere her.

Lyt til byen

Med DACs podcasts får du lyd på arkitektur og byudvikling, når det passer dig allerbedst. DAC tager aktuelle debatter op og rusker i de emner, der fylder på dagsordenen. Du finder fire forskellige podcast-formater: Building the future, Byens ånd, Let’s Talk Architecture og MorgenDAC LIVE.

Lyt til DACs podcast her.

Louisiana Channel
© Louisiana Museum for Modern Art

2) Louisianas videoer om kunst og kultur

Du kender måske Louisiana Museum Of Modern Art for deres altid smukke udstillinger på museet i Humlebæk, men kender du også deres populære digitale kanal, Louisiana Channel?

Louisiana Channel producerer jævnligt indhold omhandlende kultur i dialog med kunstnerne bag. På kanalen kan du opleve portrætter af nogle af verdens største kunstnere, arkitekter, forfattere og legender. En rigtig god måde hvorpå du kan blive klog på verdens anerkendte kunstnere.

Gå til Louisiana Channel her.

Statens Museum for Kunst Kobberstiksamlingen
© Statens Museum for Kunst

3) SMKs onlinesamling

Statens Museum for Kunst er Danmarks største kunstmuseum og det såkaldte hovedmuseum for billedkunst i Danmark.

De har en kunstsamling på over 250.000 objekter, og dem bestræber de sig på løbende at digitalisere. En rigtig stor del af museets kunstværker kan du allerede nu finde online. Her kan du komme helt tæt på kunsten og finde tekst, billeder og 3D scanninger til fri brug.

Du finder alt fra det tidløse mesterværk til den beskedne skitse, og du kan udforske det lige, når det passer dig.

Se SMKs onlinesamling her.