I Blomsten Hornbæk er der vinket farvel til, hvad blomsterdekoratør Lars Jon beskriver som nogle år med farver, glimmer og glamour. I stedet er der sagt velkommen til en naturlig og ren nordisk jul.
Det ses også i hans bud på årets adventskrans.
Jeg ville gerne back to nature og bruge nogle af de ressourcer, vi har uden for døren, og som vi kan finde, når vi går en tur i skoven eller på stranden, i stedet for at få kunstige ting fløjet ind fra højre og venstre.
Og i disse CO2-bekymrede tider er der også noget fint i at bruge de ting, der findes i vores natur.
Et mere unaturligt twist ved Lars Jons adventskrans er, at den har fået hele otte lys mod de traditionelle fire.
Jeg synes, det er så synd, at man kun må tænde et lys ad gangen, og at en adventskrans derfor kan være lidt kedelig de første par søndage.
Her må man tænde to lys ad gangen, og det hygger og betyder, at man får glæde af lysene og kransen på en anden måde.