Udnyt hjemmets kroge til hygge

Brug hjørner og kroge i boligen til nicher og alkover. Det er en god måde at få mere ud af dine kvadratmeter.

10 alkover og nicher, der inviterer til hygge

Brug hjørner og kroge i boligen til nicher og alkover. De indbyggede møbler giver hygge og personlighed dit hjem, samtidig med at du får mere ud af dine kvadratmeter. Bliv inspireret af 10 vellykkede alkover og nicher fra arkitekterne herunder.

© Christina Kayser Onsgaard og Andreas Mikkel Hansen

Plads til gæster, højtlæsning og syarbejde

Denne niche fungerer som lidt af et multimøbel. I den ene ende er der plads til hygge og en overnattende gæst. Det bløde sæde er nemlig nøjagtig så langt, at der kan ligge en person og sove. I den anden ende er der plads til syarbejde eller arbejde ved computeren. Og langs hele det indbyggede møbel i smukt egetræ er der plads til bøger og anden opbevaring.

Se mere fra huset hos Danske BoligArkitekter her.

© Christina Kayser Onsgaard og Andreas Mikkel Hansen

Til den læselystne

Med en stor, smuk egetræsplanke lagt ind i væggen har familien og arkitekt Tom Mose Petersen lavet en hyggelig siddeniche. Hyggekrogen er blevet familiens absolutte favoritsted i huset.

Ved at lade træplanken være længere end selve hullet, bliver der også plads til kaffen, et magasin eller en hyggelig lampe. Over alkoven er en bogreol bygget ind, så nyt læsestof altid er inden for rækkevidde. På bagsiden af alkoven er der blevet plads til elinstallationer til badeværelset.

Se mere fra huset hos Danske BoligArkitekter her.

© Christina Kayser Onsgaard og Andreas Mikkel Hansen

Indbygget sommerhusstemning

En alkove er oplagt i sommerhuset. Her gælder det nemlig om at leve anderledes end derhjemme og være tæt sammen med familie og venner.

Den indbyggede alkove her i sommerhuset af arkitekt Jørgen Dahlgaard er placeret i stuen, så den både kan bruges til hygge og som en del af sofahjørnet om dagen og som soveplads om natten.

Se mere fra huset hos Danske BoligArkitekter her.

© Christina Kayser Onsgaard og Andreas Mikkel Hansen

Musikhjørne

Med den rette dybde er indhakket ved vinduet blevet en velegnet plads til boligejernes pladesamling, som man endda kan sidde ved, mens man bladrer efter den helt rigtige musik til dagens anledning.

Vinduesnichen og hele overetagen i huset tegnet af arkitekt Lars Christensen er beklædt med træ, hvilket skaber en hyggelig og anderledes stemning end i boligens underetage.

Se mere fra huset hos Danske BoligArkitekter her.

© Christina Kayser Onsgaard og Andreas Mikkel Hansen

To i én

Kombiner opbevaringsplads med en hyggekrog som her i huset tegnet af arkitekt Steen Bjørn Lundhild. Her er der bygget diskrete skuffer under vinduesnicherne, så ekstra dyner eller sommerens havehynder har en fast plads, når de ikke bliver brugt. Den hvide farver betyder, at der stadig kommer masser af lys ind i boligen, mens rammerne rundt om giver rum, ryglæn og hulestemning til siddepladserne.

Se mere fra huset hos Danske BoligArkitekter her.

© Christina Kayser Onsgaard og Andreas Mikkel Hansen

Hygge på badeværelset

Gør badeværelset til mere end et praktisk rum ved at bygge en hyggelig niche, man kan sidde i. Her i huset ombygget af arkitekt Allan Lorenzen er nichen en del af et stort indbygget møbel i egetræ, der forbinder badeværelse med stuen og nænsomt lader dem glide sammen uden døre eller andre begrænsninger. Skiftet i rumfunktionerne kan dog anes, idet materialet på gulvet skifter.

Vinduesnichen giver samtidig et smukt indrammet kig til naturen, som var det et stort indrammet maleri.

Se mere fra huset hos Danske BoligArkitekter her.

© Christina Kayser Onsgaard og Andreas Mikkel Hansen

Indrammet i lækkert træ

Værelset her i sommerhuset af arkitekt Niels Christoffersen er ikke stort, men med den smukke alkove har han skabt et rum i rummet, så det føles større.

Samtidig bidrager det smukke træ med både stoflighed og stemning uden at larme, ligesom den lille skæve vinduesniche giver rummet ekstra personlighed. Det er enkelt og nordisk og virkelig smukt!

Se mere fra huset hos Danske BoligArkitekter her.

© Christina Kayser Onsgaard og Andreas Mikkel Hansen

Få din egen plads i reolen

Byg en siddeplads ind i din bogreol, når du alligevel får en snedker til at skræddersy den til din væg som her i arkitekt Kim Pretzmann Olesens eget hus.

Så er der ikke langt til en ny roman, når der hygges i de sene aftentimer. Samtidig sparer det dig plads i forhold til en ekstra sofa eller lænestol og er en overraskende detalje, der giver personlighed til dit hjem.

Se mere fra huset hos Danske BoligArkitekter her.

© Christina Kayser Onsgaard og Andreas Mikkel Hansen

Genialt entré-møbel

En siddeniche er oplagt i en entré. Her kan du sidde i ro og mag og tage sko og støvler på. Samtidig er der masser af opbevaringsplads til frakker, sko og huer. I dette hjem af arkitekt Rasmus Skaarup fungerer siddenichen desuden som hyggekrog til en god historie eller film på iPaden og giver på den måde familien et ekstra opholdsrum, uden de reelt har lavet et ekstra rum.

Se mere fra huset hos Danske BoligArkitekter her.

© Christina Kayser Onsgaard og Andreas Mikkel Hansen

Perfekt til det enkle liv

Indbyggede møbler, kan gøre dit liv mere simpelt. For når møblerne står, hvor de står, er der ingen grund til at bruge kræfter på at rykke rundt, smide ud eller købe nyt.

Det var tankegangen hos familien i dette sommerhus af arkitekt Lotte Elkiær, der derfor har tænkt flere af husets møbler ind i arkitekturen fra start. Blandt andet denne siddeniche, der gør det ud for en sofa. Det smukke træ med dekorative knaster er ludbehandlet fyrretræ.

Se mere fra huset hos Danske BoligArkitekter her.

Fakta om Danske BoligArkitekter

En arkitekt kan se muligheder i dit hus, du måske ikke selv ser. Danske BoligArkitekter er en sammenslutning af arkitekter, der har særlig erfaring med byggeprojekter for private boligejere. Find inspiration blandt hundredvis af om-, tilbygninger og nybyggerier, og find netop den arkitekt, der passer til dit byggeprojekt.

Se mere hos Danske BoligArkitekter.dk.

Danske Boligarkitekter

© Danske Boligarkitekter

Relaterede Artikler