TV-makeover: Nyt boligprogram med Brad Pitt

I et nyt TV-program ser man i første afsnit Brad Pitt forvandle sin venindes garage til en luksuriøs gæstesuite på kun tre uger.

Brad Pitt
© Adriana M. Barraza/WENN

Lille garage, store planer

I det nye TV-program, "Celebrity I.O.U.", får en række Hollywood-stjerner mulighed for at vise deres taknemmelighed over for en, de holder af, ved at overraske dem med en makeover af deres hjem. Til at hjælpe de kendte med deres omfattende renoveringsprojekter står de to TV-kendte ejendomsmægler-brødre, Jonathan og Drew Scott, klar med gode råd og vejledning.

Det nye program skydes i gang af ingen mindre end den verdenskendte skuespiller, Brad Pitt, som overrasker sin veninde og make-up artist gennem 30 år, Jean Ann Black, ved at give hendes garage en seriøs makeover.

Man finder hurtigt ud af, at Brad Pitt har store planer for den kun 37 kvm store garage, hvor han forestiller sig, at der bliver plads til både køkken, stue, gæsteværelse, badeværelse, make-up bord og masser af opbevaring.

Glæd dig til at se, hvordan Brad Pitt med hjælp fra Scott-brødrene finder de helt rigtige multifunktionelle løsninger til det lille rum, og om han mon får plads til alt det, han har planlagt.

Herhjemme kan du følge det nye TV-program på Dplay.