indretning stue pejs indretningstips
© Pixabay

Vi er fortabte! Hvordan indretter vi vores stue?

Thomas og Cecilie har efter et år endnu ikke fundet den perfekte indretning til deres stue, så de har virkelig brug for hjælp.

Kære Lone,

Vi har virkelig brug for hjælp!

Efter i et år at have flyttet rundt på sofaer og borde og potteplanter osv. med jævne mellemrum for at finde den helt rigtige indretningsløsning i vores nye, skønne stue giver vi nu fortabt. Vi byggede om i efteråret 2016 og rykkede ind til den her smukke udsigt ved årsskiftet sidste år. Alt var tilrettetlagt, men under byggeriet "flyttede den ene dør sig" knap en meter af forskellige årsager, så der pludselig ikke var plads til en sofa der hvor den ellers var tiltænkt. Så hvordan får vi mest muligt ud af de her kvadratmeter? Det håber vi du har en god idé til!

Ønsker til indretning:

  • hygge-tv-plads med en 3-pers. sofa plus evt. andre bløde møbler

  • plads til bogreoler, ikke behov for det helt store udtræk men nogle bøger vil vi gerne have stående fremme

  • mulighed for virkelig at nyde udsigten om eftermiddagen og på aftener i sommerhalvåret

  • indretning der ikke fylder hele rummet op med møbler

  • plads til gæster

Vi er to voksne og to børn på 2 og 6 i huset.

Mht. møbler har du ret frie hænder. Vi skal udskifte det meste alligevel.

Og I øvrigt, mange tak for megen god inspiration I dine tegninger og artikler.

Mange hilsner fra Thomas og Cecilie

plantegning stue sofa franske døre pejs
© Lone Barslund

Kære Thomas og Cecilie.

En sjælden gang imellem må man bare sande at det kan være svært at få opfyldt alle sine ønsker,- og sådan er det evt. også med jeres lille stue, der trods et gulvareal på 22 m2 og en vidunderlig udsigt, virkelig lider under både skrålofter og rigtig mange ganglinjer.

Hvis I skal have jeres funktioner rimeligt på plads, så skal I møblere med meget enkle linjer og få møbler, for at få rummet til at virke større.

Jeg vil foreslå at I placerer en permanent sofa og lænestol udfor jeres tv og brændeovn, med en afstand på godt en meter til ankomsten ved trappen nedefra. En lidt smal ganglinje, men mere har I simpelthen ikke. Lidt for sig selv, med front til udsigten med de fire franske døre (der går indad og dermed ”rydder” gulvfladen for møblering godt 80 cm ind i rummet regnet fra facaden), kan I stille en 2 personers sofa på hjul, således at I til daglig har jeres egen hyggeplads her, men nemt kan dreje sofaen omkring, så I kan sidde flere sammen, når I har gæster. Stiller I en smal konsol bagved sofaen, føler man sig lidt mere fredet, når man sidder der.

Faktisk vil det være super praktisk at få sat hjul på begge sofaer, så I bliver maximalt fleksible. På grund af de indadgående franske døre, kan I møblere max. en meter regnet fra soveværelses- og badeværelsesdøren med de ønskede reoler til jeres bøger.

Vælg sofaer der max. er 85 cm dybe og med en smal ramme/armlæn, så så meget af møblets længde som muligt går til at sidde. Vælg små borde der også er nemme at flytte på.

lone barslund