Kære læser,

Vores hjemmeside understøtter desværre ikke Internet Explorer 11. For at få den bedste oplevelse på hjemmesiden og af vores indhold, vil vi bede dig om at anvende Edge, Chrome, Safari eller andre, nyere browsere.

Med venlig hilsen,
May Kjærsgaard,
Digital redaktør

Soveværelset trænger til en make-over, efter den yngste er rykket ud

Arkitekten giver sine bedste bud på, hvordan indretningen skal gribes an. Find hendes forslag her.

Kære Lone,

Du har før hjulpet os med fine og brugbare ideer til indretning af vores stue, så nu prøver vi igen, hvor vores soveværelse trænger til en omgang, efter vores mindste er rykket ud.

Det er et pænt stort rum, og vi ønsker os selvfølgelig en masse garderobeplads men også et roligt og smukt rum, hvor vi (endelig) kan slappe af og få ro på efter en lang dag med arbejde og børn.

Jeg medsender mål på rummet. Vi har to boksmadrasser á 90 cm bredde, som vi gerne vil have plads til fortsat, og så kunne jeg godt tænke mig en sengegavl – den behøver ikke at være stor, men det giver noget lækkert til rummet, synes jeg.

Det vil være rigtig godt hvis der også bliver plads til en madras på gulvet i tilfælde af syge børn….

Desuden meget gerne mulighed for opbevaring af forskellige kasser med sygrej, måske også duge og andet linned?

Bedste hilsener Lotte

Kære Lotte,

Dejligt at du skriver efter forslag igen – håber at jeg kan gøre det lige så godt denne gang.

Det er rigtigt at det er et dejlig, stort værelse, og døren sidder rigtig fornuftigt i forhold til at få soveværelsets store møbler godt på plads.

For at få rummet hyggeligt og smukt ud over at være praktisk med masser af opbevaring og garderobeplads, vil jeg foreslå at I bruger de høje skabe til at danne en mere privat afdeling til jeres seng, så man ikke bare kan stå i døren og overskue hele indretningen på én gang.

De tre klædeskabe placeres som vist ud fra væggen og beklædes på bagsiden med en finérplade eller stof, helt efter jeres egen lyst og formåen udi DIY.

Det er i hvert fald vigtigt at den 240 cm brede og 240 cm høje flade fremtræder rolig og ubrudt, som en væg ville gøre det.

Bagved jeres seng kan I til gengæld gå mere amok med udsmykningen, med farve eller tapet, blot skal det farvekoordineres med jeres valg af sengegavl, sengetæppe og gardiner.

De tre 80 cm brede klædeskabe har hver især to døre á 40 cm, så der er god plads når I skal i skabene med den en meter brede gang foran skabene. Her er der også plads til en lang række knager til f. eks. tasker og bælter.

Sørg for et godt loftlys foran skabene, og ligeledes stik til de to sengelamper.

Overfor sengen har jeg placeret to vitrineskabe fra Ikea, med god hyldeplads til jeres sweaters, t- shirts, diverse opbevaringskasser og pænt sammenlagte duge og håndklæder. Det kan være ”Havsta” med skydedøre og sokkel i grå eller ”Idåsen” i beige. Kik på hjemmesiden. Begge to er det smukke skabe som vil give soveværelset et lidt anderledes spændende præg end de vanlige kommoder.

Ovenpå skabene er der plads til en bordlampe, plante, nips og billeder på væggen. Ved siden af er der god plads til et rundt spejl ø 80 cm, Stockholm, også Ikea.

Vælg gulvlange stofgardiner for at få det der ødsle særpræg, som virker så lækkert.

© Lone Barslund

Relaterede Artikler