Ny intelligent seng hjælper dig op om morgenen

Svært ved at komme ud af fjerene om morgen? Den her seng hjælper dig.

Aldrig mere skal du "snooze"

Lyden af vækkeurets insisterende bimlen er ikke den rareste lyd at vågne til.

Men nu findes et alternativ, der faktisk lyder som en rar måde at vågne. En ny form for seng har nemlig set dagens lys, og den vækker dig nænsomt ved at sætte dig langsomt op.

Det er luksus-sengefirmaet Auping, der står bag den nye, intelligente seng.

Konceptet kalder de ’Auping Connect’, fordi du fremover kan forbinde din seng med din mobiltelefon og herigennem styre, hvordan den skal justeres – og det inkluderer altså også en timer, der kan sætte gang i sengens elevationsmekanisme, som langsomt og gradvist får dig fra en liggende til siddende position, som gør det umuligt for dig at blive liggende og 'snooze' under den varme dyne.

Ret smart! Dog ikke helt billigt.

Drømmer du om at få sådan en saglig vækningsmekanisme i dit liv, står den til priser fra ca. 32.000 kr. og sælges fra 1. september. (Har du allerede en Auping seng kan den tilkøbes for 1.500 kr. – dog skal sengen tidligst være fra 2014).