© Pinterest

6 geniale garderobeløsninger

Mangler du inspiration til, hvordan du skal integrere din garderobe i dit hjem? Vi har fundet fem forslag til, hvordan du kan gøre din garderobe både pæn og praktisk.

Det kan være en stor udfordring at finde ud af, hvad man skal gøre med sit tøj og sine sko i sit hjem. Skal det være gemt væk i et skab eller hænge fremme, så man kan beundre sin stil? Og er der overhovedet nok plads til garderoben i soveværelset?

Vi har fundet fem løsninger, som vi håber kan give dig inspiration.

Brug hele væggen til garderoben

Har du en del sko og accessories, er det særlig oplagt at udnytte hele væggen til din garderobe. Installér en stang til dit tøj, som går fra den ene ende af væggen til den anden. Tænk i niveauer for at udnytte pladsen på væggen. Det kan du for eksempel gøre ved at lave en hylde over stangen som vist på billedet – samt lave flere hylder til væggen nedenunder tøjet.

Har du meget tøj og lidt plads?

Hvis du har en del tøj og gerne vil have en hurtig og enkel løsning til din garderobe, er det en idé at købe en stativ som det på billedet herunder. Det flotte, høje stativ med det industrielle look udnytter rummet og er inddelt i niveauer, så det ikke optager for meget gulvplads.

Udnyt din skråvæg

Er du træt af skrå vægge, der kun volder problemer? Men denne løsning kan du udnytte skråvæggen til din garderobe ved selv at montere en stang og en læderrem i nogle kraftige kroge i væggen.

Invitér naturen ind i dit hjem

Kan du lide naturlige materialer, er det oplagt at gå på jagt efter en kraftig gren i skoven. Slib barken af og hæng grenen op i noget kraftig snor, som du vikler rundt om grenen. Med naturlige materialer og en minimalistisk indretning kan din garderobe få et nordisk udtryk.

Minimalistisk charme

Vil du skabe et enkelt, fint og minimalistisk udtryk i dit hjem, kan du hænge dette flyvende garderobestativ i dit loft. Det charmerende stativ fylder ikke meget og er ikke særlig opmærksomhedskrævende. Derfor vil øjnene naturligt søge hen på det tøj, du har valgt at have til skue.

Råt er godt

På dette tøjstativ fra Ziito kan dit tøj hænge flot, og du kan tilmed bruge tophylden til opbevaring af dine yndlings sko eller tasker, så de også kommer frem i lyset og bliver en del af indretning. Stativet er behandlet med linolie og linoliemaling, som både er godt for miljøet og giver træet et råt og varmt look.