7 nye sofaer og daybeds
Se de bløde nyheder fra bl.a. Kaare Klint, Kurt Østervig og Eva Harlou.
© Carl Hansen & Søn
Kaare Klints sofa til statsministeren
Den danske møbelarkitekt Kaare Klint tegnede i 1930 en sofa til den danske statsminister Thorvald Staunings kontor, som i udgangspunktet var en bestillingsopgave. Sofaen får nu fornyet liv hos Carl Hansen & Søn. Der fremstilles både en topersoners og trepersoners sofa i eg, valnød eller sortmalet eg med polstring i læder og gedeskind.
Sofaerne er i butik fra maj 2018, og vejl. udsalgspriser starter fra 64.995 kr., Carl Hansen & Søn.
Gå offline i Outline
Muuto havde denne flotte sofa med på møbelmessen i Køln, hvor den blev vist første gang. Den hedder Outline Chaise Lounge, og er perfekt til at koble af efter en lang dag. Den måler l 262 x h 71 x d 142 cm og fås med polstring i enten tekstil eller læder
Outline Chaise Lounge, priser fra 27.995 kr., Muuto.
Gråzonen
Kombiner blanke, kolde metaller som krom, stål og tin sammen med matte grå, sorte og hvide overflader. Denne sofa passer perfekt ind i indretningen af en minimalistisk stue.
Modulbaseret sofa, designet af Norm Architects, fra 25.998 kr., Menu.
Relancering af Kurt Østervig
Designeren Kurt Østervig er samtidig med fx Hans J. Wegner, Arne Jacobsen m. fl., men
er ikke lige så kendt. Det vil virksomheden Modern Danish Furniture lave om på, ved at relancere en række af hans design.
– Min far har haft en antikbutik i mange år, og en dag fandt han en stol, der havde stået
i en lade i årevis, som han forelskede sig i, forklarer Mads Mehl Mortensen, som i dag
står for familievirksomheden.
Det viste sig at stolen var designet af Kurt Østervig, og det blev startskuddet til den relancering, der nu er sat på skinner.
– Vi kontaktede Kurt Østervigs søn, som afviste at give os licens til at lave stolen. Men vi satte den i produktion alligevel, og da han så resultatet blev han så glad, at vi kort efter fik lov til at producere både den og seks andre design, siger Mads Mehl Mortensen.
Indtil videre er tre møbler i produktion: bakkeborde, en loungestol og denne daybed. De øvrige fire forventes at blive lanceret i løbet af sommeren 2018. Se mere på moderndanishfurniture.dk.
Daybed Model 311, 42.000 kr., Modern Danish Furniture.