Årets absolut bedste sci-fi film Ex Machina med Alicia Vikander, Domhnall Gleeson og Oscar Isaac i hovedrollerne er ikke kun en spændende og tankevækkende film om den menneskelige bevidsthed. Filmen er også et æstetisk mesterværk, og man kan ikke undgå at forelske sig i det helt utrolige hus, som historien udspiller sig i.
Eksklusivt hotel i Norge
Hvis du har set filmen eller bare har kigget på disse billeder og synes, at det er for godt til at være sandt, så tager du helt fejl. Det meste af huset er nemlig en ganske ægte bygning med en fantastisk beliggenhed i de norske fjelde. Og det bliver ikke dårligere af, at man rent faktisk selv kan få lov til at overnatte der. Huset er nemlig et hotel!
Europas første landskabshotel
Hotellet hedder Juvet Landscape Hotel og er det første landskabshotel i Europa. Det ligger godt begravet blandt træer og buske i Alstad i Valldal, Norge. Det er tegnet af arkitekterne Jensen & Skodvin, som forestillede sig et hotel, der blendede ind i den omkringliggende natur. Det består af ni forskellige værelser med hver sin helt unikke udsigt. Én ting har de dog alle til fælles, og det er den meget mørke indretning, som bevidst er valgt for at undgå at stjæle opmærksomheden fra den fantastiske natur.
Rå natur og minimalistisk design
Mark Digby, som var production designer på Ex Machina, har tidligere udtalt, at de norske omgivelser passede perfekt til filmen. Dette skyldes, at der var en god kontrast mellem den rå og barske natur og den minimalistiske arkitektur, som var med til at optegne parallellerne til balancen mellem menneske og kunstig intelligens, som er filmens underliggende historie.
"Vi ville gerne konstant understrege den modsætning," siger han. "Naturens kræfter mod menneskets kræfter."
Scener optaget i, hvad der udgør historiens stue, er dog ikke en del af det norske hotel. Ikke desto mindre, er det utrolige rum også at finde i virkeligheden - dog i form af en privatejet bolig. Den dramatiske væg af sten er en del af huset, men Mark Digby indrettede rummet på ny med kobberlamper, møbler og tilbehør fra engelske Camerich.
Selvom filmen foregår i fremtiden, så valgte Digby at indrette hjemmet på måde, hvor modernistisk arkitektur skulle fungere som en slags illustration på funktion før form, hvor man fjerner alt det overflødige for at opnå maksimal værdi af huset.
Ex Machina er skrevet og instrueret af Alex Garland. Filmen vandt søndag nat Oscar i kategorien Bedste visuelle effekter og var derudover nomineret til Bedste manuskript.