Kære Mette
Det er rigtigt set, at I får flere problemer, hvis I placerer alrummet til venstre for entreen, da alle øvrige rum så bliver gennemgangsrum. Kan de midterste to rum derimod indrettes til fællesrum, kan de yderste værelser bedre fungere som soveværelser.
Jeg tænker, at det kan lade sig gøre at flytte køkkenet og på den måde få mulighed for at indrette et stort soveværelse, ved at slå det gamle køkken og kammer sammen.
Det andet værelse indrettes så i stuen yderst til højre. Når engang jeres søn flytter, kan I indrette opholdsrum her og bruge den midterste stue til en større spiseplads og måske en ekstra læseplads eller skrivebord.
Det nye køkken indrettes så kogetoppen placeres som vist, så I kan føre udsugning over loftet til den oprindelige udsugning i facaden. Det vil teknisk afdeling på kommunen kræve. Vask, vand og afløb føres direkte på badets installationer.
Ved at placere køkkenet som foreslået, bliver jeres kommende altanudgang fra den store stue - og det er vel heller ikke så tosset.
Det vil lette færdslen rundt i lejligheden, hvis I korter væggen af lige indenfor entreen, så åbningen imellem køkken og stue bliver cirka 210 cm i stedet for 90 cm. Det giver også mulighed for at flytte spisebordet ud, når I skal være flere.
Hvis det kun er den ene af fløjdørene, der bruges, kan sofaen placeres i hjørnet som vist.
De fire af reolerne bruges som tv-møbel, seks stk. placeres som høj reol ved altandøren og de sidste to kan væghænges over bordet i soveværelset eller hos jeres søn.
Når I indretter soveværelset, skal I selvfølgelig også respektere køkkentrappedøren, så I kan komme ud begge veje.
Bedste hilsner
Lone