Minimalistisk og smuk garderobe i shakerstil

Træd indenfor i denne smukke garderobe i grålige nuancer, der skaber en naturlig overgang til soveværelset. Det simple design er inspireret af den såkaldte shakerstil, som her skaber ro og en afslappende atmosfære.

Garderobe

Det er det samme gulv, der er i soveværelset og garderoben. Det er lavet i en lys parket, der har fået behandling i en grå tone. Bænken, The Float Bench, er fra Brandt Collectives egen kollektion, og det samme er gardinerne.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

Enkel og ligetil

Der er noget meget smukt og roligt over udtrykket i denne klassiske garderobe. Det minimalistiske design og de grå tone-i-tone farver indbyder til fordybelse og sørger for en gnidningsløs overgang ind til soveværelset.

Garderobe

De åbne skabe er lavet i massivt træ, som er malet udenpå. Indeni er det bejdset eg, der matcher den grå tone på fronterne.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

Garderobe i shakerstil

I denne bolig har designer Julie Brandt fra Brandt Collective designet en klassisk drøm af en garderobe i det, der er kendt som shakerstil med enkle fyldninger på malede låger af træ. Shakerstilen er kendetegnet ved solide materialer og enkle, funktionelle linjer, hvor alle overflødige detaljer er skåret fra.

Garderoben ligger i forlængelse af et stort soveværelse, og parketgulvet går ud igennem en gang, der dannes af dobbelte højskabe, der vender hver sin vej.

Garderobe skuffer

Alle greb i garderoben er fra Brandt Collectives kollektioner.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

Nuancer der skaber sammenhæng

En stor udvendig sokkel rammer de høje skabe ind fra gulv til loft, og alt er i grå tone-i-tone nuancer, der binder rummene sammen.

Inde i garderoben er der delvist åbne skabe, så det er enklere at komme til tøj og sko. Det kræver en vis orden, men når den opretholdes som her, giver det et smukt og individuelt udtryk.

Garderobe skohylder

I den ene ende af rummet er der lavet skrå, åbne skohylder i flere rækker, der er delt op i en side til kvinden og en side til manden. Ellers er der primært lukkede skabe med lange, smalle låger og en masse skuffer til tilbehør.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

Plads til accessories

Skohylderne er skrånet med stødkant i fronten og lavet i gråbejdset træ, hvor man aner årerne igennem farven, der matcher fronternes farve.

En lys marmorplade er lagt som top på øen i rummet, som er fyldt med dybe, gedigne skuffer til alt, hvad der skal være plads til af tilbehør i en garderobe.

Garderobe

En farvekoordineret orden er næsten en nødvendighed, når man har åbne skabe som her. Til gengæld er man ikke i tvivl om, at man kigger ind i en garderobe, når man ser rummet fra soveværelset. På øen er der plads til blomster og krukker.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

LÆS OGSÅ