
Lys har stor betydning for vores velvære – og det gælder både ude og hjemme
De mørkere tider er en oplagt anledning til at (gen)overveje belysningen i hjemmet og på arbejdspladsen. Bliv klogere på godt lysdesign her.
AfOktober er ankommet. Det betyder kortere dage, flere mørke timer og en del mindre sollys. Desværre er der også mange, der oplever, at det har en negativ effekt på det mentale helbred.
Det er der en grund til. Lys har nemlig betydning for vores velvære, og det skyldes blandt andet, at vi producerer mere af stoffet melatonin, når det bliver mørkt – og melatonin gør os trætte.
Et godt lysdesign kan være med til at afhjælpe dette, men det drejer sig altså om meget mere end blot lysstyrke. Her dykker vi ned i godt lysdesign, hvilke effekter det kan have, og hvorfor det kan være en god idé at få integreret – både derhjemme og på arbejdspladsen.
Dynamisk lys
Vores humør, energi og effektivitet bliver påvirket af lyset – og derfor også af årstiderne såvel som tidspunktet på dagen. Derfor er et vigtigt redskab for lysdesignere et såkaldt dynamisk lys. Med dynamisk lys kan man programmere lyset, så det følger for eksempel døgnrytmen og årsrytmen for det naturlige lys.
– For at sikre den bedste trivsel indenfor kigger vi ofte ud af bygningen, fortæller Michael Anker, som er en af Danmarks førende lyseksperter.
– Med andre ord tilpasser og regulerer vi lyset, så det afstemmes med de fire årstider. Det betyder, at vi eksempelvis programmerer lyset således, at vi om sommeren trækker rigtig meget lys ind i bygningen, så man ikke savner at være med i det, der foregår udenfor. Om sommeren har folk det bedre ved at være i et lokale, hvor der er mere lys, så det ikke føles som en hule.
Michael Anker er CEO og stifter af virksomheden Anker & Co. Hos Anker & Co skaber de totale lysdesigns og løsninger, hvor lyset er så behageligt og effektivt som muligt, samtidig med at det diskret integreres i arkitekturen. Virksomheden skaber lysdesigns til blandt andet private hjem, kontorer, forretninger og restauranter.