Månedens læserpar er Lotte og Lars Havemann
Hvorfor Henvendte I jer til BO BEDRE?
Vi manglede idéer til at gøre stuen mere stringent, intim og hyggelig. Stuen er meget centralt placeret i vores hjem klods op ad køkkenet, så det er her, vi samles. Men rummet var svært at indrette på grund af dimensionerne og den indadskrånende vinduesvæg.
Hvordan var det at få hjælp af en indretningsekspert?
Spændende og inspirerende. Hun lavede hurtigt en løsning til indretning af rummet i hvilken, vi kunne bidrage med forslag til fx lænestol og reolen, som Lars havde gået og kigget på.
Farveholdningen udsprang af Lottes ønske om at indføre farven petroleumsblå i indretningen.
Hvad har overrasket jer i processen?
Indretningseksperten var meget insisterende med hensyn til at få malet væggene. Det krævede en del overtalelse, men blev en uventet stor gevinst.
Den sandfarvede nuance giver et helt anderledes greb om rummet, udstråler varme og er samtidig med til at understrege det storladne i højden, som er mere end 3,5 m. Vi er ligeledes blevet vilde med tæpper og deres evne til både at indkapsle delområder og byde ind med farve og komfort.