"I har en Svane for meget"

Kan man have en Arne Jacobsen-stol for meget?! I princippet ja. BO BEDREs indretningsekspert opfordrer dette par til at rykke rundt på møblerne i pejsestuen.

Kære Bo Bedre,

Hjælp efterlyses til vores ene stue! Vores pejsestue har i mange år voldt os problemer.

Så vi håber I kan komme med et input. Evt. påtænker vi at skifte sofaen og sofaborde ud. Kan I komme med et udspil som gør stuen mere harmonisk?

Med venlig hilsen Joan Ditlev

Kære Joan,

Jeg synes umiddelbart, at det er en rigtig dejlig stue med godt lysindtag fra de fine vinduer.

Det er et gennemgangsrum, hvilket kan tage lidt af intimiteten ud af stuen, men om aftenen er der nok ikke så megen færdsel frem og tilbage til spisestuen, når I har spist.

Jeg synes at sofaen står fint foran pejsen, men den store Corona lænestol stritter ind i ganglinjen, så den ville jeg skaffe noget mere plads. Samtidig står de to Svane-stole lidt som i et venteværelse og kommer til at virke lidt upersonligt og ikke i brug, så her ville jeg bytte rundt. Corona med fodskammel får mere plads i hjørnet ved at I rykker chatollet nærmere åbningen til den anden stue, og så kan den ene Svane komme hen og stå hvor Corona kommer fra, - her fylder den mindre i forhold til spisestue- adgangen .

Og må jeg komplimentere jer for billedophængningen, - det ser fint ud.

Sofabordene er små og nemt håndterbare og det er fint i det relativt smalle rum, at de er nemme at passere og også at flytte rundt med, så hvis I skal have nogle nye borde, ville je g også vælge noget i samme stil. Jeg er jo stadig ret pjattet med de gode Bowl Table fra Mater, så dem kan I kigge lidt på.

Kh Mette