Skab Instagram-moments på arbejdet
Der er noget status i at arbejde et flot sted – og så skaber det også mere trivsel.
© Rasmus Hjortshøj
Arbejdspladsen i konstant udvikling
I slut-90’erne og gennem 00’erne havde mange arbejdspladser store, åbne kontorfællesskaber. Det har vi ikke i samme omfang i dag. Blandt andet fordi undersøgelser viste, at folk ikke var særlig produktive i dem.
I dag holdes der flere møder end nogensinde før – ofte i anderledes omgivelser. Trendekspert, Mads Arlien-Søborg fra design– og trendfirmaet Hey We Made It, har også lagt mærke til denne udvikling:
– Jeg ser det som en del af en større bølge, hvor arbejdspladsen er i konstant udvikling, og hvor virksomheder tilpasser sig de livsstilstendenser, der er.
© Rasmus Hjortshøj - The Krane i København er et af de mere luksuriøse bud på et mødelokale, som man kan booke til et vigtigt møde.
Jo mere unikke omgivelser, jo bedre
Samtidig er der i dag større opmærksomhed på trivsel fra arbejdsgivernes side. Ifølge Mads Arlien–Søborg skyldes det især, at så mange danskere er ramt af arbejdsrelateret stress. Og stress kan man forsøge at forebygge ved at fokusere på trivslen:
– Det skaber produktivitet og glade medarbejdere, hvis trivslen på arbejdspladsen er god, – og det kan unikke, originale, kreative rammer medvirke til.
Derfor er det noget, man nu i højere grad prioriterer fra virksomhedernes side. Der findes mange specielle og kreative mødelokaler og arbejdsoaser rundt i landet, som man kan booke. Virksomhederne håber så, at man kommer til at tænke nye og mere originale tanker, når man er i andre omgivelser, der er mere inspirerende.
Desuden er det oppe i tiden at skabe rammer, som stimulerer kreativiteten hos folk. Jo mere unikke omgivelser, jo bedre. Der er noget status for virksomhederne i at skabe nogle fede rammer, medarbejderne kan arbejde i.
De skal både tiltrække medarbejdere og fastholde dem. For medarbejderne er der også status i at arbejde et cool sted, der kan skabe “Instagram-moments”, fortæller Mads Arlien–Søborg.