Vores køkken: Fra 50'erne til i dag

Historien om køkkenet er historien om os selv

En rejse gennem seks årtiers køkkenhistorie er ikke blot en teknologisk udviklingsrejse, det er også en antropologisk rejse, der fortæller historien om samfundets udvikling og os selv. Vi går køkkenvejen tilbage til, da mor og mormor var unge, og far tog skeen i den anden hånd.

Historien om ”køkkenet” går måske et par millioner år tilbage – tilbage til den tid, hvor mennesket tæmmede ilden og satte sig omkring bålet for at tilberede maden – en ændring i adfærd, som ifølge antropologer har været med til at forme os som art og måske ligefrem været en afgørende faktor for, at mennesket har den position på kloden, som vi har i dag.

I denne artikel skruer vi dog tiden et par millioner år frem for at se på, hvordan vores madværksted har ændret sig gennem de seneste seks årtier – nærmere betegnet de 60 år, hvor BO BEDRE har registreret – og ikke mindst: været med til at sætte dagsordenen for – moderne boligindretning. Men først lige en prolog, som giver en forståelse af det køkken, vi kender i dag: I starten af 1900-tallet var køkkenet nemlig ikke et sted, hvor familielivet udspillede sig. Det var et arbejdssted for tjenestefolk og derfor placeret i villaernes kældre eller ud mod baggården i byernes herskabslejligheder – langt fra spisestuen, hvor man gerne så sig fri for mados og skramlen med gryder og potter. Køkkenerne var små, dog med en spiseplads til de tjenende ånder.

Industrialiseringen i 1920’erne og 1930’erne betød, at det blev lidt vanskeligere at hyre tjenestefolk til køkkentjansen. Fabrikkerne betalte bedre, og de danske husmødre måtte selv overtage gryderne. Det sker i nye køkkener med mere fokus på funktion og hygiejne. Modernismens arkitekter foreskrev effektive arbejdsgange og materialer, der var lette at holde rene.

– Elektriciteten erstatter til dels gas og kul, men madlavning er stadig lavstatusarbejde, og det er lidt pinligt ikke at have råd til tjenestefolk. Derfor er køkkenet stadig et lidt bortgemt rum i huset, fortæller arkitekt Dorthe Due Theilade, der på de næste sider gennemgår køkkenhistorien.

1950’erne: Husmoderen rykker ind

Fremme ved 1950’erne, hvor BO BEDREs historie om det moderne køkken begynder, kommer kvinderne langsomt ud på arbejdsmarkedet, og både de arbejdende og de hjemmegående husmødre skal spare tid. Derfor afkortes arbejdsgangene, og køkkenet rykker tættere på spisestuen og entreen.

– Krigen, der ikke ligger så langt væk, har skærpet opfindsomheden, og der er udviklet nye materialer som laminat, plast og krydsfinér. Vareknaphed har medført enkle indretninger, og grundige studier af boligen og husmødrenes arbejdsfunktioner kommer til at definere køkkenerne, forklarer Dorthe Due Theilade, der også kan berette, at slut-50’ernes økonomiske opsving og den stærke tro på fremtiden sætter sit præg på køkkenindretningen.

– Industrielt design og kunsthåndværk blomstrer frem, og specielt skandinavisk design har kronede dage. Der udvikles mange fine produkter med et minimalt materialeforbrug og maksimum funktion. Man kan hævde, at det er i den periode, begrebet demokratisk design finder fodfæste, siger Dorthe Due Theilade.

Arbejderklassen får bedre kår, og arkitekter arbejder for bedre boliger og køkkener på tværs af sociale skel.

I slut-50’ernes køkken finder vi overfalsede køkkenlåger i teaktræ uden fyldninger monteret på en malet ramme eller låger i støvede grå og grønne nuancer og forsynet med plast- eller stålgreb. På væggene er der hvide blanke fliser med knasfuge. Køkkenbordet er fremstillet af stål og ensfarvet Formica- eller virrvarr-laminat, som i øvrigt blev opfundet af Grev Bernadotte og stadig produceres i dag. Bordene er forsynet med forkantlister i teaktræ.

Gulvet var som regel belagt med linoleum – et billigt naturmateriale, der kendetegner 50’ernes byggeri, som materialemæssigt var spartansk men i orden.

– Køkkenerne er stadig forholdsvis små med skabe helt til loft, fritstående gaskomfurer og rolige, glatte flader. Eliten havde adgang til køleskabe, men ofte måtte man nøjes med tøris og viktualierum/fadebure med lave temperaturer. I 50’ernes køkken er der en lille spiseplads, som regel i form af en vinkel på køkkenbordet og en bænk monteret på væggen. Man kan sige, at de første spæde skridt til samtalekøkkenet bliver taget, supplerer Dorthe Due Theilade.

1960’erne: Køkkenet vokser

1960’erne er opsvingets årti. Der sker en stor tilflytning ind til byerne, hvor der tilbydes nye sunde lejligheder med lys og luft. Kvinderne kommer for alvor ud på arbejdsmarkedet og forstæderne med de nybyggede parcelhuse tiltrækker den nye middelklasse. Alle har fået et socialt løft, og flere får mulighed for et materialistisk bedre liv. Maskinparken vokser, og folk får TV.

– I køkkenerne afspejles det økonomiske råderum i flere kvadratmeter. Køkkenets status ændres fra en ren arbejdsstation til et samlingspunkt for familien. Der bliver sat rum af til en større spiseplads, og landkøkkenets grovkøkken rykker med ud i parcelhuskvartererne i skikkelse af et bryggers. Nu spiser familien oftere deres mad i køkkenet, mens gæster stadig inviteres ind i spisestuen, fortæller Dorthe Due Theilade om perioden.

– Der er fokus på forbrug og et spirende oprør mod det etablerede. I indretningen kommer optimismen til udtryk i store florale mønstre, brune, grønne og orange farver, teaktræsfinér, masser af kulørt plast, pop-art og Panton. Køleskabet og det elektriske komfur sniger sig ind i mange hjem, verden bliver større, og ingen spekulerer på forbrug og energi. Manden i køkkenet er stadig en kvinde, og maden, der er af den traditionelle slags, bliver lavet fra bunden, siger Dorthe Due Theilade.

1970’erne: Det nye samlingspunkt

Køkkenerne bliver større, og der åbnes lidt mere op. Opdelingen mellem køkken og spiseplads udviskes gradvist, og det nye køkken/alrum opstår. De nye køkkener er stadig meget mørke og tunge, men fyrretræ og afsyrede låger og lidt grovere materialer er også en del af tidsbilledet. Grønne og brune skabslåger er ligeledes en del af tidsbilledet. Stilen er generelt tung med kopper og tallerkener af brunt stentøj. Det er stadig mor, der er ansvarlig for køkkenet, hvor der nu er blevet åbnet op under overskabene, så service og mad let kan stikkes ind i spisestuen. Tapetet er stormønstret, men bliver hen mod slutningen af årtiet skiftet ud med skumplast, glasvæv og hessian. Der er linoleum på gulvet i køkkenet og væg til væg-tæppe i spisestuen.

– Bordpladerne er i fyrretræ eller linoleum, men også laminat med mønstre er et hit. Spraglede fliser/kakler og stærke farver er oppe i tiden. Der kommer skiffer på bordet ved siden af kogepladerne, men stål er stadig populært, forklarer Dorthe Due Theilade, der også kan berette, at lågerne har runde, ind-fræsede plastgreb, ligesom blandingsbatterierne helt tidstypisk er knaldrøde. Snedkerkøkkenet er fortsat aktuelt med nye bekvemmeligheder som udtræksbakker bag lågerne og overskabe med glaslåger.

1980’erne: Stilforvirring og opbrud

Det hedder ikke “fattig-firserne” for ingenting. Der er økonomisk krise, og folk bruger ikke så mange penge på nye køkkener. De gamle 70’er-køkkener får en omgang hvid eller pastelfarvet maling på det nye savsmuldstapet. Det er stadig snedkerkøkkenerne, der står rundt i parcelhusene, men køkkenproducenterne byder også ind med mere standardiserede produkter i bøgetræ, og som noget helt nyt nu også i kirsebærtræ i kombination med hvid laminat. I slutningen af perioden kommer nye planløsninger til: Vægge rives ned, og der åbnes ind til spisestuen. Køkkenets maskinpark integreres. Mikroovnen føjes til, og det er citruspresserens og sodavandsmaskinens årti. Der bliver lagt mørkt træ på gulvet, og de grebsløse fronter bliver præsenteret.

– Når man taler om køkkenindretning, så er der selvfølgelig flydende grænser, som ikke nødvendigvis følger et årti. Start-80’ernes køkkener er typisk 70’er-køkkener, der får en kosmetisk overhaling, imens man hen mod slutningen af årtiet ser de første tegn på et nybrud. Køkkenerne får en ny status, efterhånden som økonomien bedres, fortæller Dorthe Due Theilade.

1990’erne: Samtalekøkkenets årti

I 1990’erne får samtalekøkkenet sit gennembrud. Væggene er revet ned, og der etableres en kogeø centralt mellem køkken og spiseplads. Det er de store designerkøkkeners årti, og der gøres plads til samtalen med både børn, familie og venner. Køkkenet bliver tilgængeligt – også for gæster, der gerne må se til, mens maden bliver tilberedt.

Køkkenet bliver også et udstillingsvindue og et billede på økonomisk velstand. Maskinparken vokser yderligere, og mikroovnen får endnu højere status. Selv om køkkenerne nu er større og mere veludstyrede, så bruger familien ikke længere så megen tid på madlavning – heller ikke på samvær for den sags skyld. Maden varmes op, efterhånden som familiens medlemmer indfinder sig og det fælles måltid er under pres.

– De tunge træsorter er dømt ude. Det er tid til enkelhed og neutralt design. En ny minimalisme kendetegner det moderne 90’er-køkken. Det er lyse farver, stramt design, corian og hvidt i hvidt, forklarer Dorthe Due Theilade. Epoken byder også på kraftige granitbordplader, 10 cm høje stålbordplader, lyse træsorter som ask, højglans lakerede og grebsløse låger. Alt skal være nyt og funklende. Den gode smag blev tilgængelig for alle, og det var et årti, hvor man ikke var særlig nænsom over for det gamle.

2000’erne: Det bedste af det bedste

Fra 50’ernes lille funktionskøkken med gaskomfur og terrazzobord er køkkenet i det nye årtusinde et udstyrsstykke af de store. Rummet har en helt central placering i hjemmet, og det økonomiske boom og gode lånemuligheder får folk til at investere i designerinventar i stor stil. Fuldt integrerede køleskabe med ismaskiner, dampovne og indbyggede espressomaskiner kommer til, og der sker en generel opgradering af maskinparken.

– Manden indtager køkkenet, og det betyder flere maskiner, skarpere knive og mere udstyr. Køkkenet får et mere maskulint udtryk med stål, glas og højglans-lakerede flader i sort og mørke farver. Corian bliver det nye status-materiale. Alle synlige greb er væk, og det totale indtryk skal være farveløst og glat, fortæller Dorthe Due Theilade.

Køkkenet skal vises frem, og gæsterne hænger ud med rødvin, mens der bliver lavet mad. Ordet samtale-køkken optages i det danske sprog i 2000, men piben får en anden lyd, da finanskrisen indfinder sig. Det lidt sterile look bliver erstattet af et mere humant udtryk. Nu skal de gamle ting findes frem af gemmerne igen, og vi skal vise, at vi kender vores rødder i en lidt utryg globaliseret verden.

2010’erne: Bæredygtighed banker på

– Vi oplever en modreaktion mod den kølige minimalisme her i 10’erne. Den illustreres af nye materialer med mere tekstur og varme. Vi ser masser af naturmaterialer som egetræ, elm og marmor. Der skal varme ind i boligen igen, og der er fokus på detaljer, autenticitet og det nordiske univers. Stilarter og materialer blandes, og der er en tendens til, at køkkenerne igen bliver lidt mere lukkede. Boligerne føres tilbage til den oprindelige arkitektur og stilart. Vi er trætte af støj og mados og søger ro. Det afspejler sig i planløsningerne, hvor funktionerne deles lidt mere op. Der er fornyet fokus på madproduktion, økologi og gode råvarer, og der er en søgen efter mere stoflighed og personlighed i indretningen, forklarer Dorthe Due Theilade, der også kan fortælle at de nye køkkener er bygget op af delelementer/skabe, hvor den indvendige del betyder lige så meget som det ydre. Maskinparken gemmes lidt væk, de synlige greb er tilbage. Det samme gælder farverne, der er hentet ind fra naturen.

– Folk efterspørger flere malede flader i nuancer som grøn, grå og sand. Tapeter og materialer som kobber, messing, læder og træ skaber en ny forbindelse til vores natur og understreger historien om det gode liv. Vi søger tryghed og hygge, og så kigger vi igen på bæredygtighed og kvalitet, siger Dorthe Due Theilade.