indretning indretningstips køkken
© Getty Images

Stort hus med lille køkken – hvad gør vi?

Nanna og Lasse bor i et stort hus, men pladsen er så trang i køkkenet, at ovnen står oven på køleskabet. De får hjælp til en løsning af Lone Barslund.

Hej Lone

Jeg har læst mange af dine indlæg, og de har været til god inspiration med mange fine løsninger. Nu håber jeg derfor, du kan hjælpe os.

Vi har netop købt hus, og vi har et brændende ønske om et større køkken.

Det er et stort hus på 200m2 i to plan, men på trods af den store størrelse har vi det mindste køkken! Vi er begrænset af mange døre og et større vinduesparti fra gulv til loft i køkkenet. Køkkenet er ca. 3 m bredt og 5,3 m langt. Der er 110 cm. fra bordplade til bordplade i køkkenet - og det har en længde på ca. 2,5 m. Ovnen står ovenpå køleskabet, og det fungerer ikke optimalt. Vi har ikke plads til opbevaring af kolonialvarer i køkkenet, hvorfor værelset ved siden af er blevet inddraget til dette.

Vi har mange udkast, men synes ikke rigtig, der er noget der virkelig får det til at fungere, så nu er vi gået i stå og har svært ved at se mulighederne.

Vi vil gerne bibeholde det lille toilet - evt. udvide med bruser.

Vi kunne også godt tænke os at have sofa og tv i vinklen ved stuen og dermed spisestue tættest på køkkenet, men vinklen er blot 2,93 m. bred, hvilket vi syntes bliver for klemt, hvis sofa og tv skal have plads der. Vi tænker derfor på sigt at fjerne muren ud til gangen. Men vi synes, det giver lidt udfordringer i forhold til indgang til toilettet. Det bliver nærmest i stuen.

Vi har nok af værelser ovenpå, så både gang, entre og værelse må gerne tænkes ind.

Håber du har nogle gode idéer. Vedhæfter lige en plantegning.

Mvh. Nanna og Lasse

Plantegning af Nanna og Lasses hus – før Lone Barslunds løsningsforslag.
© Lone Barslund

Kære Nanna og Lasse.

Jeg synes, der kunne være noget super logisk i at ændre adgangsforholdene, så I i stedet for at ankomme til den lille entré, kommer ind i værelset med direkte adgang gennem en ny glasdør til trapperummet ved siden af. Der kan desuden blive masser af god skabsplads i den nye entré, hvilket jo altid er kærkomment.

Det gør også at I ved at nedlægge ekst. entré, kan flytte toiletdøren om på den anden side til den nye indgang, så I nu får den ønskede plads i stuen.

I kan sagtens udvide toilettet med den ønskede bruseniche.

Selve køkkenet ville jeg indrette med en højskabsside ud mod indgangen og en langside ved facaden med vask og kogeplads og evt. en lille kortside med ekstra dyb bordplade, så man lige kan sidde der med en kop kaffe og sludre med kokken.

Det medfører, at I skal flytte døren mellem køkken og stue, så I i stedet får en bred åbning i midten, hvilken giver en fin kontakt mellem køkken og spisebord.

I køkkenets anden ende kunne det give jer lidt flere muligheder at vende gang-døren indad i gangen, så væggene i køkkenet er frie, fx til et vitrineskab, kunst eller andet.

Mange hilsener Lone

Plantegning af Nanna og Lasses hus – efter Lone Barslunds løsningsforslag.
© Lone Barslund
Lone Barslund.