Masser af træ, mønstre og varme farver
Se ejeren af Kähler Designs personligt indrettede køkken.
Af
Væggene i det ca. 50 m2store rum er beklædt med Dinesen-træ fra gulv til loft, hvilket giver en helt særlig stemning og varme. Ovenlys i hele rummets længde giver gennemsigtighed og masser af dagslys. Køkkenet fra CPH Square Boform er i lakeret jern og messing, er på hjul og kan flyttes rundt efter behov.
Med udsigt til byens tage i en af Aarhus' mest spændende gader har Frantz Longhi skabt et helt personligt køkken oppe under taget, der forener historie og moderne, dansk design. Køkkenet er klædt i træ, oser af hygge og varme – og udfordrer begrebet cool nordic. Det er mere warm nordic!

Frantz Longhi, arkitekt og erhvervsmand. Står blandt andet bag keramikvirksomheden Kähler, designhuset Paustian, _en række prisbelønnede restauranter, Aarhus Central Food Market samt Danish Energy Management – et konsulenthus med fokus på vedvarende energi og energibesparelser, der arbejder for FN, EU, danske kommuner og ministerier samt mere end 100 lande uden for Danmark. Hjørneskabet er købt på auktion, fuglene i træ er fra 50'erne af Jakob Herman og Svend Åge Holm Sørensen. Stolen Kohorn med gul polstring er af Knud Færch. _
Passion for design, mad, kunst og arkitektur
"Det begyndte med en gåtur. Jeg kom helt tilfældigt forbi det ca. 100 år gamle hus. Det havde stået tomt i mange år og så trist og faldefærdigt ud. Jeg fandt ud af, hvem der ejede det, og købte det med det samme", Det fortæller Frantz Longhi, arkitekt og erhvervsmand, der blandt andet står bag keramikvirksomheden Kähler og designhuset Paustian – brands de fleste af os danskere kender. I Aarhus' stemningsfulde Jægergårdsgade, der har udviklet sig enormt gennem de sidste 10 år med hyggelige restauranter, caféer, vin og cocktailbarer side om side langs de smalle fortove, ligger huset godt gemt inde i en baggård.
Bygningens renovering er tegnet af Frantz Longhi selv, mens en ny-opførelse af forhuset tegnet af det unge, svenske og prisvindende, arkitektfirma Elding Oscarson er på vej.
– Jeg udskrev sammen med Dansk Arkitektforening en konkurrence mellem otte danske og udenlandske arkitektfirmaer med udgangspunkt i, hvordan forhus, baghus og gårdmiljøet kunne harmonere med gadens rytme og stil og samtidig forene min passion for det gode liv. For mig er det design, mad, kunst og arkitektur. Ligesom den catalanske arkitekt Antoni Gaudi gik på byggepladsen i Barcelona, gik jeg også rundt i rummet under renoveringen af baghuset og fornemmede, hvordan det skulle være, dog uden sammenligning med Gaudi. Det er meget bedre at se og opleve tingene én-til-én end på tegnebrættet, at se, hvordan lyset falder på rummets muligheder og begrænsninger. Sikkert til irritation for håndværkerne undervejs, siger han med et smil.

Gourmet-restauranten Nordisk Spisehus i Aarhus, der ejes af Frantz Longhi, mestrer frokosten, der består af røget laks, med rygeost-citroncreme og radiser og rørt oksetatar med bagte tomater _og estragoncreme. Naturligvis serveret på Kähler-tallerkener, fra __serierne Hammershøi og Umbria. Vaserne er Kähler Unico designet af Anders Arhøj. Stole af Hans Olsen. _
Cool nordic vs. warm nordic
Tidligere har der faktisk, og sjovt nok, været keramikproduktion i huset. De tre etager og kælderen der huser en række kreative mennesker, har nu fået en gennemgribende renovering. Murene er fuget igen, der er kommet nyt tag på. De originale trapper er bevaret.
– Jeg ville så gerne have bevaret meget mere af det oprindelige hus, men nogle gange er ting simpelthen i for dårlig stand. Trapperne gennem alle etager er dog de originale, forklarer Frantz Longhi.
Hele rummet, gulv, de skrå, asymmetriske vægge og loftet, er beklædt med Dinesen-gulvplanker i massivt træ.
– Vi snakker så meget om begrebet cool nordic, som jeg mener er et helt misforstået begreb. For vi nordboere har masser af passion, varme og hygge inde i husene og er ikke kolde. Jeg ser det som en vigtig tendens, vi kun lige har set begyndelsen af, at varmen i boligen kommer fra materialerne og farverne og den måde de er kombineret på. Derfor har jeg valgt træ i hele køkkenet, hele vejen rundt, fra gulv til loft i bogstaveligste forstand, fordi det skal kunne holde og være smukt i mange år. Det er en investering, men set over en livsperiode på 100 år er det ikke dyrt.

Udsigten fra køkkenvasken til kvarterets hyggelige baggårde gennem den dobbelte dør fås næsten ikke bedre. Lampe af Svend Åge Holm Sørensen, glaskaraffel af Gunner Cyren og serveringsvogn i palisander af Henning Korch er alle blandt Frantz Longhis auktionsfund. Den støvede grønne farve, der indrammer døren, er husets oprindelige.
Kvalitet frem for pris
Køkkenet er håndlavet i Aalborg og tegnet i samarbejde med køkkenfirmaet CPH Square Boform. Det er mobilt og kan rykkes rundt efter behov. Den stærk grønne farve er køkkenfirmaets signaturfarve og valgt, fordi den står godt som modspil til den støvede grønne, der er brugt til træværket på de to døre. Varmen i messingen på bordplader og armatur giver glød til rummet.
– Godt design har ingen alder, tilbage i tiden kunne de noget med håndværk, materialer og formgivning, dengang var fokus først og fremmest på kvaliteten, dernæst prisen – i dag er det ofte lige omvendt, desværre. Man mister kvalitet, når alt skal være billigt, siger Frantz Longhi, der i skrivende stund arbejder intenst på nye projekter, bl.a. et designfirma med møbler og lamper i den nye warm nordic-stil, der har sin helt egen DNA – et søsterselskab til Kähler og Paustian. Desuden er et luksus-designhotel, der forener keramik og Kähler, på vej i en tidligere transformatorstation på Bremerholm i København.
– Gode materialer har deres helt eget liv, som her hvor det er skønt at se lyset og stemningen ændre sig i rummet, alt efter tiden på dagen og årstidernes skiften. Når solen står op, eller dagen går på hæld under en smuk aftenhimmel.

Det mobile modul med køkkenvask og armatur i messing giver glød og varme til rummet.

Foran glaspartiet mod trappeopgangen står røde stole i læder af Hans Olsen. Krukken er Fiora fra Kähler.

Rørt oksetatar med bagte tomater, kartoffelchips, estragoncreme og karse.
4 pers.
Tatar:
- 300 g. okseinderlår
- 1 tsk. hakket capers
- 1 tsk. hakket cornichoner
- 2 spsk. hakkede urter fx purløg, persille og estragon
- 2 spsk. mayonnaise smagt til med tomatpuré og cognac
Hak kødet lige inden servering gennem en kødhakker, eller skær i meget små tern.
Tilsæt alle ingredienser, og rør forsigtigt rundt med en gaffel. Smag til med salt og peber.
Bagte tomater:
- 30 stk. cherrytomater
- 1 bdt. timian
- 2 spsk. olivenolie
Halvér tomaterne, og fordel på en bageplade. Drys med olivenolie, timian, salt og peber.
Tør/bag i ovnen ved 110 grader i ca. 1 time.
Estragoncreme:
- 1 bdt. estragon (plukket i blade)
- 1 æggeblomme
- 1 tsk. æbleeddike
- 100 g. rapsolie
Blend æggeblommerne med eddike, salt og peber i ca. 1 minut.
Tilsæt halvdelen af olien, lidt af gangen så det ikke skiller.
Tilsæt estragonbladene, og blend til en creme med det sidste olie (kan være svært at lave en lille portion, alternativt kan man hakke estragonen helt fint og blande i cremen).
Kartoffelchips:
- 10 stk. små kartofler
- 1 liter rapsolie
- 1 tsk. Yopol (frysetørret yoghurt)
Skær kartoflerne i 2 mm tynde skiver på et mandolinjern. Udvand på køl natten over, i ca. 1 liter vand.
Blanchér i saltet vand i ca. 1 min. Og fritér i olien ved 160 grader til gylden, drys med salt og yopol.
Anretning:
- 1 bk. karse
Placér tataren på tallerken,
og pynt til sidst med karse.

I væggen beklædt med massivt træ er der isat små vinduer, der lukker lys ind. Vaserne er Unico, designet af Anders Arhøj for Kähler. Stole af Hans Olsen.